De store præstekohorter fra 1970'ernes Afrika skal snart pensioneres. Det sker ofte uden plejehjem, pension eller sygeordninger, og det vækker uro hos både unge præster og kirkelige ledere på kontinentet.

Webinar om de ældre præster

Emnet blev taget op ved et webinar den 16. september, arrangeret af Pan African Theology and Pastoral Network (PACTPAN), Christian Association of Nigeria og andre kirkelige organisationer. Oplysningerne er bragt af Catholic World Report.

Fr. Hyacinth Ichoku, vicekansler ved Veritas University i Nigeria, advarede om, at tusindvis af præster i Nigeria og i resten af Afrika ventes at gå på pension inden for de nærmeste år. Antallet af præstevielser steg kraftigt fra begyndelsen af 1970'erne.

«Fra begyndelsen af 1970'erne begyndte vigningerne at stige. Vi begyndte at få 20, og nogle gange 30, vigninger om året.»

Sammenhængen er ifølge Ichoku enkel: «Når antallet af vigninger stiger, stiger antallet af pensionister også. Vi er opmærksomme på, at disse store kohorter før eller siden når pensionsalderen.»

En præst på et plejehjem

Sociologen Bindré Roger Dayamba, en fremtrædende ung katolsk leder fra Burkina Faso, genfortalte et besøg hos en pensioneret præst på et plejehjem. Præsten havde været populær og arbejdsom, men da han ikke længere kunne udføre sine opgaver, blev han sendt derhen – overgivet af familie, venner og den kirke, han havde tjent hele sit liv.

«Jeg så ham fælde tårer. Det føltes, som om han var blevet dumpet der,» fortalte Dayamba. Præsten kunne ikke klare sig selv, og efter mange år i tjeneste kom ingen længere på besøg.

«Erfaringen viser, at når en præst går på pension uden børn eller nærmeste familie, begynder folk at glemme ham og mister kontakten, når han ikke længere er i aktiv tjeneste,» tilføjede han.

Ingen strukturer til at tage imod dem

Fr. Raymond Aina, rektor for National Missionary Seminary of St. Paul i Nigeria, beskrev frygten blandt de yngre præster. De drives ofte af euforien over deres kald, men få tænker på den dag, tjenesten slutter.

«Vi er præster, der faktisk er bange for pensionering … for når vi ser frem, indser vi, at der ikke findes faciliteter eller strukturer til at tage sig af os,» sagde Aina.

Ichoku pegede på, at den kanoniske pensionsalder for præster er 75 år, men at systemet bryder sammen, hvis en præst bliver syg tidligere. «Når en præst pludselig bliver syg, hvad sker der så? Hvilke ordninger findes for sundhedspleje?» spurgte han.

Manglen på holdbar plejeinfrastruktur på kontinentet har ofte tvunget pensionerede præster til at leve af velgørenhed for at overleve.

Kamerun: tjeneste uden opfølgning

Den kamerunske præst Fr. George Tomrila Ngalim reagerede kraftigt på overgivelsen af de ældre. «Det er utænkeligt, at en præst skal ofre sit liv i kirkens tjeneste og ende som forsømt,» sagde han til ACI-Africa. «Han fortjener materiel og åndelig omsorg fra det stift, han har givet sit liv til.»

I Kamerun, som i resten af Afrika, placeres pensionerede præster typisk i sogne, hvor de fortsætter deres tjeneste. Men Ngalim bemærkede, at de yngre præster, der leder disse sogne, ofte mangler tid til at give de ældre mænd den pleje, de behøver. «Pensionerede præster har brug for meget opmærksomhed,» sagde han.

Kilde: Catholic World Report.