På Peterspladsen søndag den 6. september lød opfordringen til menighederne klart: mød konflikter med samtale, ikke med klage. Ved Angelus pegede paven på to veje, som evangeliet åbner – broderlig irettesættelse og enighed i bøn – og advarede mod bagtalelse, der lammer situationer.
Vatican News gengav indlægget. Udgangspunktet var apostlen Paulus’ ord i Romerbrevet kapitel 13 om den gæld, de kristne stadig skylder hinanden. Kærligheden til næsten kan ikke betales af eller stables som byrde; den forbliver et ansvar.
«Stå ikke i gæld til nogen, undtagen i jeres kærlighed til hinanden»
Jesus har ifølge paven lært de troende både at bede om og at øve syndernes forladelse. Den gæld, man skylder hinanden, må ikke fange nogen. Nåden gør det muligt at leve som brødre og søstre i samklang: mødes, tilgive og lytte til hinanden i Herren.
Broderlig irettesættelse kræver takt
Den første vej er at blive i stand til broderlig irettesættelse. Kunsten glemmes for ofte. Den kræver oprigtighed og takt. Samtalen begynder ansigt til ansikt. Rækker det ikke, inddrages to eller tre. Først når det er nødvendigt, træder hele fællesskabet til.
At tale ærligt er ikke et middel til at vinde en strid. Det er at møde virkeligheden og vende problemer til mulighed for vækst. Gennem oprigtig tale og enighed kan konflikter afvæbnes. Det gælder ikke kun, når uenighed allerede er brudt ud, men også når man beder Gud om en gave.
Klage og bagtalelse lammer
Klage og at tale ondt om andre fører ifølge paven ikke til noget godt. Sådan adfærd lammer mange situationer og gør mennesker mindre villige til at tage ansvar. Evangeliet udelukker den vej og peger i stedet på kærlighed og frihed.
Al den opmærksomhed, omsorg og det gode, man har modtaget, skal gøre de troende friere og bedre rustet til ansvar. Menigheden bliver ikke et sted uden modsætninger, men et fællesskab, der kan bære dem uden at miste kontakten mellem mennesker.
Enighed i bøn og Marias eksempel
Den anden vej er at komme overens. Herren siger, at alt, hvad to bliver enige om at bede om på jorden, skal de få af den himmelske fader. Løftet antyder fælles ønsker, fælles sorg og fælles håb. Gennem bønnen kan enheden vokse.
Uden tro føler mennesket sig alene og begynder at mistro sine medmennesker. Med nåden kan man derimod leve i samklang. Paven sluttede med henvisning til Maria, der efter engelens budskab skyndte sig til sin kusine Elisabeth for at dele både glæde og møje under graviditeten. Hendes eksempel knyttes til pligten til broderlig kærlighed.
De grundlæggende retningslinjer for tanke og handling, som Guds ord giver, stod centralt i Angelus-teksten. For menigheder, der kæmper med indbyrdes spændinger, blev budskabet konkret: tal først med den det angår, tilgiv, og bed sammen, når det er muligt.
