To bibelske billeder står over for hinanden i encyklikaen Magnifica humanitas. Det ene er Babels tårn, rejst af hovmod. Det andet er Jerusalems mure, som Nehemias genopførte sammen med et helt folk. Paven Leo XIV, augustinermunk, bruger dem til at spørge, hvilken kærlighed der styrer menneskets valg.

Babels vej søger storhed, kontrol og egen vinding. Nehemias’ vej begynder i det små. Den hviler på fælles arbejde og på erkendelsen af, at det, der skal holde, ikke kan skabes af én person alene. Katolinen.fi gengiver tankegangen hos Marko Tervaportti.

Babels syndrom i nyheder og hverdag

Alle tider, også vores, bør vogte sig for det, paven kalder Babels syndrom: troen på, at mennesket kan blive almægtigt, og at fremgang kan opnås uden hensyn til andre. Tårnet voksede ud af stolthed og følelsen af almagt. Menneskeliv, lidelse og elendighed falder uden for regnestykket, når egennytten bliver målestok. Den enkelte menneskes værdi viger for resultat, status eller fornemmelsen af at stå på toppen.

Konflikten er ikke kun politisk. Den kan ses på arbejdspladsen og i familien. Er jeg den, der kun kræver og gør det, pligten byder? Lever jeg hjemme alene for mig selv, eller også for ægtefælle og børn? Spørgsmålene er konkrete. De rammer næste samtale, næste opgave og næste beslutning ved køkkenbordet.

Nehemias byggede med hele fællesskabet

Nehemias er modbilledet. Murene omkring Jerusalem rejste sig ikke ved én helts kraft, men fordi et fællesskab tog ansvar. Man kan sigte højt, men arbejdet må starte i det lille og stole på, at mennesker kan udrette noget sammen. Målet er ikke at ride fra den ene bølgetop til den næste i evig jagt på oplevelse. Det er at bygge noget holdbart, som også tjener andre.

Dybt i hjertet lyder ifølge resonementet et kald til kærlighed til næsten – især til dem, der står mest sårbart, og som verden omkring os ikke hører. Det perspektiv gælder både samfundets store projekter og de valg, der træffes i det skjulte.

Augustinus’ to kærligheder

Som augustinermunk henter Leo XIV støtte hos den hellige Augustinus. To kærligheder kæmper om herredømmet i menneskets hjerte. Den ene føder den jordiske by: selvkærlighed, der kan gå så langt som til foragt for Gud. Den anden føder den himmelske by: kærlighed til Gud, også når det egne jeg må træde tilbage.

Den jordiske stat fødes af selvkærlighed, helt til foragt for Gud. Den himmelske stat fødes af kærlighed til Gud, helt til foragt for sig selv.

Paven minder om, at kampen ikke hører fortiden til. Den findes i nyhedsstrømmen og i hverdagens beslutninger. Egeninteresse kan stilles over for menneskeliv, bekvemmelighed over for ansvar, magt over for omsorg. Byggeriet begynder dér – enten i tjeneste for en ensom ambition eller for flere menneskers liv.