I den uformelle bebyggelse Nkaneng nær Rustenburg og Marikana styrtede en forladt mine sammen den 10. august. Fjorten mennesker omkom. Gruben havde ikke længere regulær drift, men blev stadig brugt af såkaldte håndværksgruvarbejdere.
Thulani V. Mbuyisa, biskop af Kokstad og kontaktbiskop for Justice and Peace Commission under Southern African Catholic Bishops’ Conference (SACBC), afviser i et interview med Crux, at dødsfaldene kan afsluttes med etiketten «illegale gruvarbejdere». Han kalder ulykken et tegn på et brudt samfundskontrakt og kræver, at ansvaret rettes mod flere end dem, der arbejdede under jorden.
Titusinder i forladte guld- og platinaminer
Den type forladte guld- og platinaminer bruges af titusinder. Nogle graver egne skakter efter fund. Andre går ned i gamle anlæg uden fungerende beskyttelsesudstyr eller øvrige sikkerhedsforanstaltninger. Arbejdet kan vare uger under jorden. Mange af arbejderne er papirløse migranter.
De bevæger sig i en sektor, hvor staten, tidligere mineselskaber og lokale aktører har forskellige dele af ansvaret, mens arbejderne selv bærer den direkte risiko. Mbuyisa siger, at love skal overholdes, men at samfundet ikke kan nøjes med at sætte mærkatet «illegale» på de døde og gå videre.
«these were human beings whose lives had value.»
Ordene indgår i biskopens svar på, hvordan de omkomne bør beskrives. At de manglede tilladelse ændrer ikke deres menneskeværd, mener han.
Mineralrigdom og ekstrem fattigdom side om side
Sydafrika har mineralressourcer, der anslås at være værd mellem 2,5 og 3,5 billioner dollar. Guld og platin har længe været en grundpille i landets økonomi. Samtidig lever lokalsamfund oven på fundene med ekstrem fattigdom og høj arbejdsløshed.
For Mbuyisa gør den kontrast ulykken til mere end en enkelt rasrisiko. Mennesker søger ned i farlige miner, fordi andre forsørgelsesmuligheder mangler. Når de omkommer, risikerer deres status som migranter eller uautoriserede arbejdere at blive brugt til at lukke diskussionen.
Krav om granskning af vilkårene
Fokus må rettes mod de vilkår, der gang på gang driver folk til steder, hvor døden er forudsigelig, siger biskopen. Det handler om arbejdsløshed, fattigdom, migrationsstatus og mangel på sikre arbejdspladser – og om, hvem der tjener på mineralerne.
Staten skal håndhæve loven, men også undersøge, hvorfor mennesker tager sådanne risici, og hvorfor farlige, forladte miner kan fortsætte som arbejdspladser. SACBC’s retfærdigheds- og fredskommission har dermed placeret kollapsen i en bredere økonomisk og social ramme: de fjorten dødsfald handler ikke kun om et ras i Nkaneng, men om et system, hvor landets mineralrigdom ikke har givet de nærmeste samfund tryghed eller arbejde.