Jeg bor i en nordisk by med tog, supermarked og en smuk kirke, der ikke er vores. Nærmeste katolske messe ligger mange kilometer væk. Søndagsbussen er tegnet til turister og skiftehold, ikke til den, der skal sidde i bænken, når præsten kommer ind.
Søndagen kender ikke kommunegrænsen
Katolikker i Norden tælles i promille. Bispedømmet København dækker hele Danmark. Pligten til at fejre Herrens dag kender ikke amter. Køreplanen gør. Skærmen giver ord. Den giver ikke kirketjenerens lille nik eller barnet, der taber salmebogen.
Tre timer for en times messe
En time hen, en time messe, en time hjem. I et land, der aldrig er sultent, føles det urimeligt. I Kirken er det almindeligt. Børnene spørger, hvorfor vi ikke går i den nærmeste folkekirke. Jeg svarer: der fejres ikke det, vi tror, brødet er. Økumenik er god. Den udvisker ikke sakramentet.
Menigheden, der ikke står i køreplanen
Vores menighed er lille. Præsten har flere steder end dage. Nogen koger kaffe bagefter, altid for få kopper. Den, der vil have Kirken til at synes mere i Danmark, kan begynde med at sidde i den bil.
Hvad jeg ønsker
Skriv om messen som noget, der faktisk sker her, ikke kun i Rom. Nævn tiderne. Nævn busskiftet. Selv tager jeg næste søndagsbus, også selv om jeg kommer ind under første læsning. Hellere for sent i bænken end punktlig derhjemme.
