Quito har intet nationalt sundhedsprotokol for kvinder og familier, der mister et barn under graviditeten. Debatten blussede op, da Stefano, søn af præsident Daniel Noboa og Lavinia Valbonesi, døde af en komplikation. Indenrigsminister Nataly Morillo meddelte dødsfaldet den 15. august og rettede kondolencer til familien.
På sociale medier betvivlede flere, at tabet kunne kaldes et barns død. Andre krævede, at sagen var forblevet privat. Den ecuadorianske jurist Pablo Proaño fra firmaet Dignidad y Derecho ser reaktionerne som tegn på mere end politisk kritik.
a lack of understanding regarding pregnancy loss and a lack of empathy that goes beyond the political debate over the way the president is running the country.
Oplysningerne er blandt andet bragt af EWTN News efter interview med ACI Prensa.
Butterfly-symbol savnes på hospitalerne
Proaño vil have faste rutiner i sundhedsvæsenet. I flere latinamerikanske lande bruges såkaldte butterfly-protokoller. En silhuet af en sommerfugl sættes ved patientens seng, så personalet møder hende med ekstra varsomhed. Sommerfuglen peger på et kort liv, skrøbelighed og forvandling.
Ecuador har ingen officiel protokol fra sundhedsministeriet. Enkelte hospitaler kan indføre egne regler, men det afhænger af ledelsen. Proaño foreslår et separat rum, helst væk fra fødeafdelingen, hvor nybagte mødre og spædbarnskrig er tæt på. Symbolikken skal også stoppe spørgsmål om, hvor barnet er. Psykologisk støtte bør indgå fra start.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen har én ud af fire kvinder oplevet graviditetstab. Tabet kan udløse angst, depression og tvivl om et nyt forsøg. Sorgen kan blusse op igen, når den berørte møder andre kvinder med babyer.
Tre dages orlov og svagt ansættelsesværn
Juridisk hjælp stopper ofte ved hospitalsdøren. Graviditetstab behandles gerne som en familiesag med tre dages fri. Proaño kalder perioden for kort ved depression eller tung sorg. Gravide har et skærpet ansættelsesværn, men værnet svækkes, når barnet er dødt. Nogle vender tilbage under stærkt pres og risikerer at miste jobbet.
Rester og forældrenes valg
Reglerne trækker en grænse ved uge 22. Før den uge er hospitaler ikke forpligtet til at udlevere resterne. De kan håndteres internt, bruges i forskning eller sendes til institutioner. Forældrene mister dermed muligheden for begravelse og et sted at sørge. Proaño kræver klar information og informeret samtykke, så familien selv vælger, om den vil tage imod resterne, og hvordan de ellers skal behandles.
Forældre, der allerede kender graviditeten og venter barnet, har skabt en psykologisk og social forventning, uanset gestationsalder. Kommentarer om, at kvinden snart kan blive gravid igen, kan opleves som et forsøg på at slette tabet. Han skelner mellem omstændighederne ved spontan abort og induceret abort, men peger på, at begge kan rumme lidelse; den inducerede bærer ofte en større skyldfølelse.
Proaño samler kravene i tre spor: støtteprotokoller i sundhedsvæsenet, samtykke ved håndtering af rester og længere orlov. Bedre forebyggende svangreomsorg, blandt andet kontrol af vitamin- og hormonmangel, kan ifølge ham også mindske nogle tab.