Lørdagens offentliggørelse af et tillæg til den kanoniske ret for de katolske østkirker ændrer balancen mellem patriark og biskopssynode. Teksten Mutua concordia, udformet som motu proprio af dikasteriet for østkirkerne, åbner for afsættelse, når communio med resten af kirken skades alvorligt og irreparabelt.
Af de 23 østkirker har seks en patriark som øverste leder. Yderligere fire ledes af en storærkebiskop. Synoden, der består af kirkens biskopper, kan nu i nærmere angivne situationer stemme om at fjerne lederen. Kravet er to tredjedeles flertal blandt biskopper under firs år. Beslutningen træder først i kraft, når Den Hellige Stol har godkendt den.
Synoden vælger og kan nu også afsætte
Biskopssynoderne hører til de ældste kirkeretlige strukturer i den katolske kirke. De træffer allerede beslutninger om økonomi, administration og udnævnelser. Synoden udpeger ny patriark eller storærkebiskop, vælger nye biskopper og opretter stifter eller eparkier.
Reformteksten bygger på den kollegiale tradition, hvor biskopperne i fællesskab bærer ansvaret. Den nye paragraf giver dem et redskab, når lederskabet ikke længere fungerer. Katolskt magasin har blandt andet bragt oplysningerne om ændringen.
Den kaldeiske katolske kirke og den syro-malabariske kirke har i de senere år haft problemer i den øverste ledelse. Mange vurderer, at det har påvirket forholdet til paven og den øvrige katolske kirke. Reglen sigter netop mod sådanne knuder.
To tredjedele plus pavens ja
Initiativet ligger hos den lokale synode. Enhver biskop kan ifølge kritikere tage skridt til en tillidsafstemning. Det gør det lettere at fjerne en leder, der skader communio irreparabelt. Samtidig står det klart, at synoden ikke kan eksekvere afsættelsen alene.
Pavens godkendelse er et ufravigeligt led. Dermed forbliver den endelige kontrol i Rom, mens selve bevægelsen starter i østkirken.
Frygt for svækket direkte lederskab
Nogle østkirkelige kirkeretseksperter advarer om, at reglen gør det sværere for patriarken at udøve direkte lederskab. Når enhver biskop kan rejse spørgsmålet, risikerer den øverste leder at stå svagere i hverdagen.
Andre ser en langsigtet forskydning: Vatikanet kan få større indflydelse over østkirkernes interne top, netop fordi godkendelsen er obligatorisk. Tilhængere peger omvendt på, at synoden får et tydeligere ansvar, når lederskabet skader relationen til den øvrige kirke.
Ændringen gælder de kirker, der styres af patriark eller storærkebiskop. Den ændrer ikke den grundlæggende struktur, hvor synoden allerede udpeger ledere og opretter eparkier. Den tilføjer blot en vej ud, når skaden vurderes irreparabel, og flertallet er stort nok.
Teksten er offentliggjort. Den træder i kraft efter de sædvanlige regler for motu proprio. Hvordan synoderne vil bruge muligheden i praksis, afhænger af de konkrete sager, der måtte opstå.
