To italienske seminarier stod foran paven i Rom. Seminarister fra Pius XI’s regionale seminarium i Molfetta i Apulien og det bispelige seminarium i Aversa i Kampanien hørte, at præsteuddannelsen begynder hos Jesus og ender blandt mennesker. Vatican News bragte talen.
Markus’ beretning om de tolv apostle satte rammen. Først bjerget. Dernæst vejen ned.
Tid hos Jesus før alt andet
Kernen i seminarietiden er ifølge paven at lære at være hos Mesteren. Studier, disciplin og uddannelsens trin er nødvendige. De skal hvile på relationen til Gud. I en hurtig og larmende verden kræves en periode, hvor den, der prøver et præstekald, får ro til at skelne.
Han mindede om, at Jesus kaldte dem, han selv ville. Ikke ud fra fortjeneste. Kun ved et frit valg fra Gud Faderen. En kærlighed, der kommer først og ikke skuffer. Seminaristernes blotte tilstedeværelse kaldte han et tegn på håb for hele kirken. I dem ser han unge, der stadig hører hvisken om at give livet til Kristus og kirken. Seminariet er stadig nødvendigt.
Fællesskab, ikke privat rejse
Jesus kaldte apostlene som fællesskab. Det samme gælder i dag. Seminarister er ikke sat til en rent privat vej med Herren. De skal mærke og erfare skønheden ved kirkelig formidling. Dannelsen former mænd, der skal leve med andre, lytte til kirken og tage imod et opdrag, der ikke er privat ejendom.
Fællesskabet indgår i selve prøvelsen af kaldet.
Ned fra bjerget til landets folk
Til sidst kommer nedstigningen. Bjerget er ikke et tilflugtssted. Som apostlene skal seminaristerne bringe det nye liv, de har fundet hos Jesus, videre. «You will therefore be called to come down from the mountain, to be sent to the people of your lands», lød ordene. Præsten sendes til alle for at forkynde troen på Jesus Kristus og frelsens evangelium – den frelse, der gives gennem Maria.
Han bad dem betro sig til Maria, så de hver dag kan sige ja til Jesus, som hun gjorde. Talen sluttede med tak. Ikke kun til seminaristerne, men også til deres familier, i hans eget navn og på hele kirkens vegne.
