Søndagspligten gælder også den, der bor der, hvor bussen ikke går. Det er min tese. I et land, hvor nærmeste messe kan ligge to timers kørsel væk, og hvor køreplanerne aldrig har taget hensyn til liturgien, fristes vi til at gøre pligten til en fleksibel indre stemme: Man mener det godt, man beder derhjemme – tæller det ikke? Nej. Det tæller ikke, og det er på tide at holde op med at lade som om, det gør.
En kirke per amt er ingen undskyldning
Stockholms stift betjener hele Sverige med et tyvetal menigheder og kapeller. Det er en diasporakirke, og det er ingen klage, kun en beskrivelse. En familie i Jämtland kan have nærmeste søndagsmesse en times bilkørsel væk; en pensionist uden kørekort i en nordlandsk by har i praksis intet andet valg end at organisere sin helg omkring en lift. I februar, hvor det er mørkt kl. tre og vejen er glat, er den pris reel. Men den er ikke kirkens skyld – den er kirkens og vores virkelighed.
Læren er her klarere end vores praksis. Messen er ikke en åndelig øvelse blandt andre, men deltagelsen i Kristi offer, kilden og kulminationen på det kirkelige liv. At undlade den på søndagen uden rimelig hindring er en alvorlig synd, siger kirken. Spørgsmålet er, hvad der tæller som hindring. Afstand er en hindring – men en hindring, der kan overvindes med planlægning, er ikke det samme som en, der slet ikke kan overvindes.
Det stærkeste modargument
Lad mig sige det bedste, der kan siges imod min tese, sådan som dets forsvarere faktisk gør det. Søndagspligten, siger de, er en regel for fællesskabet, ikke et redskab til skyldbyrde. Kirken har historisk lempet pligten, hvor præster manglede; missionsmenigheder uden messe i årtier levede alligevel i nåden. At belaste en enlig mor med skyld, fordi hun ikke kan gennemføre en sekstimer lang rejse med tog og regionbus, er sjælesørgerisk ufølsomhed. Gud ser hjertet. En familie, der beder rosenkransen ved køkkenbordet, følger messen i radioen og holder søndagen som hviledag, opfylder efter disse stemmers mening pligtens inderste mening: helligelsen af den syvende dag. Reglen er til for mennesket, ikke mennesket for reglen. Og har ikke biskopperne selv givet dispens under pandemien – bevis på, at pligten kan ophæves, når omstændighederne kræver det?
Det er ingen stråmand. Det er et seriøst pastoralt standpunkt med støtte i kirkens egen tradition for dispens.
Hvad dispens er – og hvad den ikke er
Mit svar: Forskellen mellem dispens og selvbetjening er, at dispens gives, ikke tages. Pandemiårenes ophævelse kom fra biskopperne, ikke fra hver enkelt families egen vurdering. Når pligten løftes af den, der har myndighed til at løfte den, taler kirken; når enhver løfter den selv, taler verden – med verdens stemme om, at søndagen er en fridag, man fylder efter eget valg.
Jeg indrømmer modargumentets ene halvdel: Ingen skal bære skyld for en hindring, hun ikke kan røre. Den syge, den uden enhver mulighed for transport, den, hvis arbejdsgiver ikke giver fri – de lever i reel nød, og kirkens tradition møder dem med barmhjertighed, ikke anklage. Men modargumentets anden halvdel forveksler det svære med det ubehagelige. En times bilkørsel er ikke umulig. En messe hver anden søndag med hjemmebøn imellem er ikke ideel, men den er noget helt andet end at afskaffe søndagen.
Og det konkrete: Flere provinsmenigheder i stiftet har allerede løst dette – lifter organiseret fra byen, familier, der tager naboens børn med på bagsædet, den, der ringer rundt lørdag aften. Det er ikke heroisk. Det er, hvad en menighed er. Dagens helgen er ikke den, der beder smukkest, men den, der kører.
Hvad vi skal gøre til søndag
Tre ting følger. For det første: Den, der kan komme til messen, skal komme – og holde op med at beskrive afstanden som en hindring, når den er en omkostning. Omkostninger betales. For det andet: Bymenighederne har et ansvar, de ikke kan delegere til enkelte samvittigheder. En diasporamenighed, der ikke organiserer transport til sine fjerne medlemmer, har ikke forklaret pligten – den har eksporteret den. For det tredje: Den, der virkelig ikke kan komme, skal ikke nøjes med en vag følelse, men gøre søndagen til en søndag – hjemmebøn, dagens evangelium, hviledag – og når det er muligt, søge messe på en hverdag i stedet.
Søndagen er ikke kirkens service til os, som vi modtager, når det passer. Den er kirkens form, og vi former os efter den. En kirke, der er få i antal og spredt vidt, har ikke råd til at lade hvert medlem tænke sig fri. Der er messe på søndag i Östersund, i Umeå, i Malmö – på polsk, engelsk, svensk og arabisk. Tag derhen. Spørg nogen om lift – eller tilbyd en.