Onsdag sluttede det kirkelige møde i anledning af tiårsjubilæet for den apostoliske eksortation Amoris laetitia i Vatikanet. Paven havde indkaldt til mødet. Det oplyser Vatican News.

Formændene for bispekonferencerne, lederne af de østlige kirker, ægtepar og eksperter har drøftet, hvordan kirken bedre kan ledsage familier i dag. Leo XIV deltog i mandagens formiddagssession, før han blev opereret den 13. oktober.

Vold i hjemmet og præsteuddannelse blandt samtaleemnerne

Mødets sidste del var viet til en syntesrapport, som først blev drøftet i mindre grupper og derefter i plenum. Ifølge pater Giacomo Costa SJ, konsulent ved synodens generalsekretariat og ansvarlig for metoden, blev rapporten vurderet som en tro gengivelse af samtalerne, selv om deltagerne kom med konstruktive bemærkninger for yderligere at fremhæve rapportens missionære dimension.

Ved pressekonferencen onsdag aften gennemgik monsignore Philippe Bordeyne, dekan ved Det Pavelige Teologiske Institut Johannes Paul II for ægteskabs- og familievidenskab og koordinator for eksperterne, syntesrapportens hovedtemaer.

Ifølge Costa blev der blandt andet behandlet vigtigheden af åndelig og praktisk støtte ved vold i hjemmet og overgreb. Deltagerne understregede, at hjælpen skal komme i rette tid og særligt beskytte børn og sårbare. De pegede også på, at stigmatiseringen af at søge hjælp i svære situationer bør mindskes, og at familier bør have en vigtig rolle i uddannelsen af præster.

Brev fra paven

Kardinal Kevin Joseph Farrell, præfekt for Dikasteriet for Lægfolk, Familie og Liv, afsluttede mødets arbejde ved at læse pavens budskab op. Onsdag aften offentliggjorde Vatikanet et brev, som paven havde skrevet til deltagerne. Heri meddelte han, at han vil gennemgå frugterne af deres arbejde og samtaler og til sin tid fremlægge egne overvejelser.

Han skrev desuden, at han håber, at familierne altid vil være aktive deltagere i lokalkirkernes liv og mission og hjælpe dem med at skelne vejen frem.

Scicluna: Familien i centrum

Maltas ærkebiskop Charles Jude Scicluna sagde ved pressekonferencen, at han tager en fornyet forpligtelse med sig til at sætte familien i centrum for kirkens pastorale mission. Ifølge ham har Amoris laetitia vakt en opfordring til pastoral omvendelse og til at lytte til familier, før man dømmer. Han fremhævede familiens profetiske rolle i en verden, der i stigende grad præges af robotter, anonymitet og ensomhed.

Ved pressekonferencen talte også kardinal Luis Gerardo Cabrera Herrera, ærkebiskop af Guayaquil, professor Stanislaus Chu Ilo fra DePaul University i Chicago og det brasilianske ægtepar Solange Gregory Schila og Alisson Roberto Schila.