I evangelierne står Bartolomæus næsten kun som et navn på en liste. Alligevel har kirken givet ham en klar skikkelse: fiskeren fra Kana, missionæren i øst og martyren med kniven.

Navnet er ikke et fornavn. Det kommer fra aramæisk Bar-Talmai og betyder «søn af Talmai». Det fulde navn kan have været Natanael Bar-Talmai, på samme måde som Peter hed Simon Bar-Jona. Matteus, Markus og Lukas nævner ham kun blandt de tolv. Johannes bruger i stedet Natanael og springer Bartolomæus over. De synoptiske evangelier nævner ikke Natanael.

Natanael ved Filips side

Identifikationen hviler på placeringen. Natanael optræder sammen med Filip i Johannesevangeliet. Bartolomæus står altid ved siden af Filip i apostellisterne. Mange antager derfor, at det er samme person: en fisker fra Kana i Galilæa.

Johannes fortæller, at Filip opsøger Natanael efter mødet med Jesus. Han siger:

«Vi har funnet ham som Moses har skrevet om i loven, og som også profetene har skrevet om: Det er Jesus fra Nasaret, Josefs sønn»
Natanaels første svar er skepsis. Mødet ændrer holdningen. Den katolske kirke bruger fortællingen som evangelietekst på Bartolomæus’ festdag.

Katolsk.no understreger grænsen for det sikre. Uden for oplysningen om, at han var en af Jesu apostle, findes få historiske detaljer. Beretningerne om virke og død stammer mest fra senere tradition.

Kniv, skind og skytshelgen

I kunsten bærer Bartolomæus ofte en slagtekniv, sit eget aflåede skind og en bog. Symbolerne peger på traditionen om martyrdøden. Den kendteste fremstilling står i Milano-katedralen: Marco d’Agrates statue fra 1562 viser apostlen med huden over skuldrene.

Samme billedsprog har gjort ham til skytshelgen for garvere, skindarbejdere, bogbindere, skomagere og handskemagere. Erhvervene knytter sig direkte til materialerne og redskaberne.

Mission og relikvier

Traditionen placerer hans missionsarbejde i Indien og Armenien. Relikvier tilskrives ham i kirken San Bartolomeo all’Isola i Rom, på Lipari, i Benevento og i Frankfurt am Main. En relikvie i Canterbury forsvandt under reformationen.

Eftermælet er altså formet af lokale traditioner, kirkelige skift og spredningen af relikvier mere end af de sparsomme evangelietekster. Det, der står fast, er apostellisten og den liturgiske brug af mødet mellem Filip, Natanael og Jesus.