Vatikanet. Ti år efter at pave Frans udgav den apostoliske formaning Amoris laetitia om kærligheden i familien mødes biskopper fra hele verden i Paulus VI-salen. Mødet løber fra 7. til 14. oktober og blev onsdag åbnet af pave Leo XIV med en tale om familjepastoralen og de spørgsmål, der stadig står åbne.

Delte beretninger fra kirkerne

Mødet har titlen "Ten years after Amoris laetitia: proclaiming the Gospel with families today". Paven sammenkaldte det den 19. marts i år med lederne af de østlige kirker og formændene for biskopskonferencerne som deltagere. Programmet rummer plenarsessioner, gruppearbejde og bønnetider. Afslutningen bliver en messe, som paven selv celebrerer, og dagene skal mundes ud i en sammenfattende rapport.

I sin åbningstale opfordrede paven de forsamlede til at dele det, der er vokset frem i de lokale kirker i de ti år, der er gået, siden dokumentet udkom.

"Jeg håber, at de mange beretninger, I bringer med jer fra jeres kirker og fra forskellige kulturelle sammenhænge, gradvist kan give form til en fælles fortælling om disse ti år, præget af glæde og håb, og som gør det muligt for os ærligt at møde de prøvelser og vanskeligheder, der stadig er tilbage."

Ifølge paven har hans forgængere og kirken fortsat på den vej, som Det andet Vatikankoncil pegede på, ved at fastholde ægteskabets og familiens betydning. Han mindede om, at konciliefædrene placerede familiens værdighed i konstitutionen Gaudium et spes om kirken i den moderne verden. Dermed anerkendte de, at familielivet giver et særligt indgangspunkt til tidens store kulturelle, økonomiske, sociale og politiske spørgsmål – blandt andet fredsarbejdet mellem folkeslagene. Disse spørgsmåls indbyrdes afhængighed er endnu tydeligere i dag, sagde han.

Spørgsmål, der kræver mod

Paven pegede også på spørgsmål, som efter hans mening fortjener at blive mødt med mod. Et af dem er den voksende afstand mellem den måde, seksualitet og nærhed leves på, og det kristne syn på ægteskabet. Unge længes stadig efter kærlighed, trofasthed og tilhørsforhold, sagde paven, men mange har svært ved at se, hvordan et sådant kærlighedssyn kan tage form i deres eget liv – eller at tro, at et livslangt engagement er betingelsen for at nå det, de ønsker. Økonomisk usikkerhed, migration, vold, ensomhed og andre former for følelsesmæssig sårbarhed former også menneskers valg og de muligheder, de kan forestille sig for deres fremtid.

Blandt de spørgsmål, paven stillede, var: Hvad søger mennesker egentlig under disse kulturelle forandringer? Hvad afslører deres glæde og håb, sorg og angst for os? Hvor åbner kirkens pastorale sprog og praksis en vej, og hvor når de ikke menneskers hjerter eller hjælper dem til at gøre det gode?

Sårbarheden i centrum

Et særligt fokus lå på sårbarheden, som ifølge paven i høj grad præger menneskers liv og deres forhold til Gud og kirken. Erfaringen med sårbarhed rejser spørgsmålet, om vi formår at blive tæt på hinanden, når livet ikke bliver, som man håbede, og om vi kan genkende nådens værk selv i situationer præget af begrænsninger, sår og tilsyneladende fiasko.

"Hvilken slags kirke møder mennesker netop, når de er allermest sårbare?" var et af de spørgsmål, paven stillede. Hjælper menighederne dem med at opdage, at de stadig har en plads, et ansvar og gaver at give?

Familierne deltager selv i kirkens mission i hverdagen, gennem kærlighed og trofasthed, omsorg og tilgivelse, opdragelsen af børn, videregivelsen af troen og omsorgen for ældre og udsatte, sagde paven. På den måde vidner familierne om evangeliet og bidrager til kirkens liv og mission.

Paven fremhævede også, at meget kan læres af familierne. Sårbarheden er fælles for den menneskelige tilværelse og for kirkens liv. Guds folks visdom når pastorerne gennem den fælles tro, som oplyser alle familier – også situationer præget af vanskeligheder, ensomhed og tilsyneladende fiasko.

Amoris laetitia markerede, ifølge paven, et vigtigt trin på den vej, kirken har vandret i sin omsorg for familien og ægteskabet. I sit budskab fra marts i år skrev han, at der findes steder og omstændigheder, hvor kirken kan blive jordens salt alene gennem lægfolket og især gennem familierne – en kaldelse, som dokumentet inviterer til at tage alvorligt.

Kilde: Vatican News.