I slutningen af 1590'erne åbnede en romersk præst gratis skoler for børn, der ellers stod uden undervisning. Uddannelse var dengang i praksis forbeholdt de meget rige. Under Joseph Calasanz' ledelse spredte skolerne sig i flere dele af Italien og knyttede fromme idealer til en konkret opgave: børn skulle lære, uanset familiens økonomi.

Ordenen han grundlagde, piaristerne, blev aldrig stor. Den er i dag omkring en tiendedel af jesuitterordenens størrelse. Det bidrager til, at Calasanz huskes mindre end mange andre kirkelige skikkelser, selv om Pius XII senere udnævnte ham til universelt skytshelgen for katolsk uddannelse.

Skolen i Napoli og Stefano Cherubini

En af skolerne, i Napoli, blev ledet af præsten Stefano Cherubini. Ifølge en gennemgang i The Pillar udsatte Cherubini sine elever for seksuelle overgreb. Da Calasanz fik kendskab til det, fjernede han ikke præsten fra ordenslivet. Han flyttede ham fra skolen til en højere administrativ post i den unge orden.

Calasanz regnede tilsyneladende med, at trækket ville skærme eleverne mod yderligere overgreb og samtidig holde ordenen og dens skoler i live. Cherubini tilhørte en familie med så stor magt, at præsten næppe ville være blevet straffet retsligt for sine handlinger. Beslutningen fremstår i eftertiden som et valg, der beskyttede organisationen og gerningsmanden mere end børnene.

Galileo og kirkelig modvind

Calasanz stod også på den forkerte side i andre kirkelige konflikter. Han støttede sin ven Galileo Galilei, som ofte kom i strid med de kirkelige myndigheder, der ellers var mest tilbøjelige til at bakke op om arbejdet med heliocentrisme og atomisme. Støtten kostede indflydelse.

Han regnes samtidig som et af modreformationens kreative hoveder og som en af kirkens store lærere. Skolerne under hans ledelse ændrede børns muligheder op og ned ad Italien og virkede forankret i evangeliets opgave. Den del af arven er let at fortælle. Sagen om Cherubini er det ikke.

Magt, orden og elevernes plads

Historien om Calasanz handler ikke kun om, hvem der grundlagde skolerne, eller hvem Den Hellige Stol senere hædrede. Den handler også om, hvad en institution gør, når beskyttelse af børn støder sammen med familiemagt, ordensoverlevelse og frygt for konflikt.

Eleverne havde mindst magt. Præsten kom fra en indflydelsesrig romersk slægt. Ordenen var ny og sårbar. I det spændingsfelt valgte Calasanz en intern forflyttelse opad i hierarkiet. Det er den del af fortællingen, der ikke passer ind i en enkel helgenbiografi, og som derfor oftere er blevet skubbet til side af dem, der forvalter mindet om skolernes stifter.

De to spor hører alligevel sammen: en leder, der åbnede undervisning for fattige børn, og samme leder, der ikke satte elevernes beskyttelse først, da en præst havde forgrebet sig på dem.