Den 10 oktober står Daniel Comboni på kirkekalenderen. Han blev født i 1831 i Limone sul Garda ved Gardasøen som søn af fattige gartnere og endte som en af 1800-tallets mest betydningsfulde missionærer og den første katolske biskop i Centralafrika.

Den eneste, der overlevede

Av familiens otte børn var Daniel den eneste, der overlevede barndommen. Sorgen efter søsknene og et liv i hårdt arbejde prægede hans første år. Forældrene, Luigi og Domenica, holdt fast ved deres tro trods de vanskelige kår og gav sønnen en kristen opdragelse.

Som ung blev Daniel sendt til Verona for at studere ved det institut, som den ærværdige Nicola Mazza havde grundlagt. Der fuldførte han sine studier og kom i kontakt med missionærer. Beretningerne om de japanske martyrer gjorde særligt indtryk på ham. Under disse år tog hans præstekald form, og i 1854 blev han præsteviet.

Sudan, malaria og et brev hjem

Tre år efter præstevielsen rejste han med en mindre gruppe fra Mazzainstituttet til Sudan. Efter fire måneder nåede de Khartoum. Det ekstreme klima, sygdommene og mødet med den brutale slavehandel viste ham straks, hvilke vanskeligheder missionen ville indebære.

Til sine forældre skrev han:

"Vi må arbejde hårdt, svede og dø. Men tanken på at få svede og dø af kærlighed til Jesus Kristus og for de mest forladte sjæles frelse i verden er alt for ljuv til, at vi kunne afstå fra dette store værk".

Efter en tid i Sudan måtte Comboni på grund af malaria vende tilbage til Verona.

Frelse Afrika gennem Afrika

I 1864 var han i Rom og bad ved apostlen Peters grav. Der fik han den inspiration, som førte frem til hans store missionsplan: at frelse Afrika gennem Afrika. Afrika var ifølge Comboni ikke en kontinent, der skulle erobres for Kristus udefra – en kirke skulle i stedet vokse frem gennem Afrikas eget folk, ikke kun som modtagere af evangeliet, men som dets aktive bærere.

En central del af planen var at uddanne afrikanske præster og kateketer. Comboni ville også oprette missions- og uddannelsesinstitutter på steder, hvor forholdene var mindre krævende end i Centralafrika. Planen omfattede ikke kun evangelisation, men også uddannelse i landbrug, håndværk og sundhedspleje.

I 1867 blev missionsinstituttet grundlagt, som senere blev Jesu Hjertes Combonimissionærer, og nogle år senere fulgte Combonimissionssøstrene. Comboni deltog også i Det Første Vatikankoncil som teolog for Veronas biskop og fik omkring halvfjerds biskopper til at underskrive en indsamling om evangelisationen af Centralafrika. I 1877 blev han udnævnt til apostolisk vikar for Centralafrika og viet til biskop.

Årene 1877–1878 ramtes Sudan af svær tørke, fulgt af en omfattende sultkatastrofe. Befolkningen blev halveret, og missionens virksomhed blev reduceret til næsten ingenting. Den 10 oktober 1881 døde Daniel Comboni i Khartoum, kun halvtreds år gammel.

Fra saligkåring til helgen

Combonis mission levede videre efter hans død. I 1995 blev et mirakel, der blev tilskrevet hans forbøn, anerkendt, og året efter saligkårede paven, Johannes Paulus II, ham. Yderligere et mirakel åbnede vejen til helgenkåringen i 2003.

Comboni gjorde oprør mod ligegyldighed over for menneskers udsathed og ville have, at kirken skulle stå nær dem, der er blevet lukket udenfor. Hans vision var en kirke, der deler deres liv og arbejder for værdighed og frihed – ligesom pave Leo XIV fremhæver i den apostoliske opfordring Dilexi te om kærligheden til de fattige, hvor kærligheden til Kristus knyttes sammen med kirkens ansvar for de mest udsatte.

Hellige Daniel Comboni – bed for os!

Kilde: Katolskt magasin.