Ved Jordans kilder i Cæsarea Filippi stiller Jesus spørgsmålet, som vender lærjungernes blik indad: Hvem siger I, at Menneskesønnen er? Simon svarer rent ud: »Du er Messias, den levende Guds søn!« Det er ordene fra en enkel fisker, der senere fornægter det, han netop har sagt, tre gange – og som alligevel bliver den første pave.

Evangeliet ifølge Matthæus (16,13–20) står centralt søndag den 23. august, 21. søndag i det almindelige kirkeår. Læsningerne er Jes 22,19–23, Rom 11,33–36 og netop Matthæus-teksten. Refleksionen er bragt af Katolskt magasin og signeret diakon Staffan Gerdmar.

Navnet Petrus og Fadernes åbenbaring

Jesus giver Simon navnet Petrus. Bekendelsen kommer ikke fra »kød og blod«, siger han, men fra Faderen i himlen. Det er Simons ord, der bærer fortællingen. Han tilhører ikke de skriftkloges kredse. Lærjungeskaren består af fiskere, toldere, militsfolk og kvinder.

Hvorfor netop dem – og ikke ansete, uddannede mænd? Gerdmar svarer, at Jesus vælger mennesker med tro og kærlighed til ham. Han bygger sin kirke af skrøbelige kar. Apostlene Petrus og Paulus’ omfavnelse, malet af Angelos Akotantos i første halvdel af 1400-tallet, minder om den spænding: bekendelse og menneskelig brist side om side.

Dåb, tvivl og levende sten

Petrus fremstår ikke fejlfri. Han skifter retning i livet, bekender troen og falder i frygt. Alligevel bliver han sat til at bære nøglen. Kirken grundes ikke på menneskers evne til altid at stå fast, men på Kristus og på en tro, der kan vokse også hos usikre.

Gerdmar knytter fortællingen til dåben. Trods tilkortkommenheder, tvivl, svigt og usikkerhed er de døbte indpodet i kirken. De bliver levende sten i murene. Lærjungeskolen handler ikke om færdige helte, men om mennesker, der formes i relationen til Jesus. »Hans er herligheden i evighed, amen,« slutter diakonen.

Paulus’ spørgsmål om Herrens tanker

Anden læsning fra Romerbrevet fører samtalen videre. Paulus spørger retorisk: »Hvem kan kende Herrens tanker, hvem kan være hans rådgiver?« Spørgsmålet gælder også valget af lærjungene. Mennesker overskuer ikke Guds handlemåde. Det er ikke grund til at trække sig.

Evangeliet læses som tiltale i dag, godt to tusind år efter begivenhederne ved Cæsarea Filippi. Gennem dåben hører de kristne til kirken og kan lære af Petrus, Paulus og de øvrige i skaren. Det kristne liv rummer både bekendelse og omvendelse. Petrus’ ord om Jesus står, også når Petrus selv vakler. Murene rejses af sådanne mennesker: skrøbelige, afhængige af nåde og alligevel kaldet til at bære troen frem.

Jesus har tillid til og forventning om, at de bliver sande mennesker. Sådan bygger han sin kirke – af brøstfældige kar, ikke af færdige monumenter.