Alene med apostlene stiller Jesus spørgsmålet, der åbner det, en tekst i Catholic World Report kalder den første pavelige konklave. «Who do men say that I am?» Peter svarer af Guds nåde og bekender ham som Kristus, den levende Guds søn. Derefter får fiskeren opgaven: på denne klippe skal kirken bygges, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.
Heldigvis fandtes internettet ikke dengang. Lækkede tekster fra apostlene ville have fyldt kommentarfeltet. De fleste indlæg ville have været negative. Peter var ikke nogen fremtrædende intellektuel eller skolastiker i Torah. Ved det første møde bad han Jesus gå bort, for han var en syndig mand. Den tredobbelte fornægtelse under lidelseshistorien bekræftede indrømmelsen.
To tusind år og samme tvivl
Hvorfor stole på Peter og hans efterfølgere efter to årtusinder? Svaret ligger ikke i ledernes glans. Det ligger i, at opgaven kommer fra Kristus. En podcast eller to giver kontekst. De erstatter ikke kirkens liv. Den, der lægger Bibelen i skødet og læser evangelierne i ro, kan få indsigter. Fristelsen er at gøre troen privat og trække sig fra sakramenterne og menigheden.
Præster lever ofte i sognets kokon og ser ikke det pres, de troende møder hver dag. Tak for, at de ikke taler politik, lyder det ironisk. Afstanden gør ikke messen mindre nødvendig. Den kan gøre vejen dertil tungere.
Brødtalen skiller disciplene
Efter brødunderet går Jesus på vandet og åbenbarer sin guddommelighed. I Johannes’ sjette kapitel følger eukaristitalen. Han siger, at man ikke har liv i sig, medmindre man spiser hans legeme og drikker hans blod. De fleste disciple forlader ham. De søgte en brødkongе og mødte et krav om tro.
Scenen er hård, fordi afstanden til kirken ikke altid begynder med et argument. Den begynder, når ordene ikke længere passer til forventningerne.
Søndagens praktiske spørgsmål
Hvorfor tvinge sig op af sengen, gøre børn klar og gå til messe for at møde hoste, gråd og en prædiken om det, man allerede kender? Spørgsmålet er banalt og vender tilbage. Kirken konkurrerer med søvn, skærme og et liv uden flere krav. Tanken om at slippe uroen i kirkelivet tiltaler den, der hellere vil læse evangeliernes eventyr alene.
Teksten peger ikke på perfekte ledere eller fejlfri sogne. Den peger på, at troen kræver, at man forlader tilskuerpladsen og går ind ad kirkedøren. Den Hellige Stol bærer arven fra den fisker, der fejlede og alligevel fik nøglerne. Det ændrer ikke, at søndagen stadig koster noget konkret: tid, tålmodighed og et ja til fællesskabet frem for den private lænestol.
