Addis Abeba. Feven Alem står i gården hos Jesuit Refugee Service og venter på den månedlige udbetaling. Den 32-årige eritreanske flygtning er enlig mor til tre. To af børnene har autisme og kræver konstant opsyn. Madrationerne i hjemmet er ved at slippe op.

Hun bor i en forsømt lejebolig i forstæderne. Som flygtning uden ret til at arbejde i Etiopien har hun ingen lovlig indkomst. Når naboerne ikke kan passe børnene, og hun selv må ud for at skaffe hjælp, har hun flere gange bundet dem til sengen, så de ikke skader sig eller forsvinder.

Vatican News gengiver hendes ord direkte:

My life has been going downhill. Food is becoming scarce, and my children are going to bed hungry, and there is little that I can do to help them,

Bistand frøs i januar 2025

Amerikansk bistand blev abrupt frosset i januar 2025. Det har tyndet ud i det netværk, der tidligere holdt mange flygtningefamilier oven vande. Jesuit Refugee Service, som tidligere nåede flere fra Eritrea, Sudan og Sydsudan, fordeler nu midlerne til færre.

Konsekvenserne er konkrete. Mindre mad på bordet. Mindre psykologisk støtte til dem, der har oplevet vold. Mindre skolehjælp til børn. Færre medarbejdere, der kan pege på billige boliger. Flere risikerer at miste tag over hovedet.

Alem frygter netop det. Uden arbejde og med et presset sind spørger hun sig selv, hvor længe familien kan blive i lejemålet, og om hun til sidst tvinges til at efterlade børnene.

Autisme uden netværk

Støtte til børn med autisme er sjælden i Etiopien. Døgnet rundt kræver de to søskende opsyn. Alem har skubbet drømmen om at genoptage skolegangen og uddanne sig inden for sundhed – måske som sygeplejerske – til side. Hverdagen og manglen på ressourcer gør planen umulig lige nu.

Hun beskriver sig selv som skrøbelig, men beslutsom. Skæbnen, siger hun, har tvunget hende til at sætte ambitionerne på pause for at holde familien samlet.

Kirkelige programmer deler stadig mad ud

Mens flere internationale organisationer skærer ned eller forlader landet, fortsætter kirkeligt drevne indsatser. Programmer støttet af Catholic Near East Welfare Association leverer mad til børn, der ellers græder af sult. Jesuit Refugee Service udbetaler stadig den månedlige støtte, Alem venter på.

Hjælpen er dog usikker. Hun ved ikke, hvor mange måneder pengene rækker, eller om boligen holder. Hver gang hun står i gården, er madskabet derhjemme næsten tomt. Historien er ifølge hende den samme hos naboerne: sulten nærmer sig, og udsigterne er få.

Flygtninge fra krigshærgede lande mærker hullerne først. Mindre personale betyder længere ventetid og færre boligløsninger. For en mor uden papirer og med to børn, der kræver konstant tilsyn, bliver hvert hul i systemet en trussel mod familiens overlevelse.

Alem bliver stående, indtil kuverten er i hånden. Derefter går turen tilbage til forstaden, hvor børnene venter, og hvor næste måltid endnu ikke er sikret.