I juni forsvarede biskop Raimo Goyarrola sin afhandling ved Østfinlands universitet. Emnet var åndelighedens plads i palliativ behandling. Mere end hundrede tilhørere mødte op, og debatten varede næsten tre timer.
Ifølge Katolinen.fi er det sjældent, at en katolsk biskop tager en medicinsk doktorgrad midt i de travleste embedsår. For Goyarrola skete det alligevel. Han leder Helsingfors katolske stift og har samtidig ført forskningsarbejdet i mål.
Materiale fra pandemien
Rødderne ligger i coronatiden. Dengang begyndte fader Raimo at samle data. I 2023 blev han udnævnt til biskop i Helsingfors. Hverdagen skiftede karakter, men afhandlingen stoppede ikke. Den skred frem ved siden af stiftsarbejdet.
Nogle aftener havde han kun en times vindue til læsning, analyse og skrivning. Den smalle tid måtte slå til. Arbejdet blev en fortsættelse af både medicinsk og pastoral interesse.
Patienten er mere end en diagnose
Offentligheden koblede hurtigt afhandlingen til eutanasidebatten. Selve undersøgelsen peger et andet sted hen. Den spørger, hvordan alvorligt syge kan få god behandling længe før de sidste dage, og hvordan åndelige behov kan indgå i det lægelige arbejde.
Mennesket kan ifølge biskoppen ikke forstås alene som en biologisk størrelse. Sygdom rører ved mening, lidelse, relationer og død. God palliation begynder derfor tidligere end dødslejet. Den skal håndtere både fysiske symptomer og eksistentiel uro.
Åndelighed i livets slutning opleves som vigtig, fortæller han. Det drejer sig ikke kun om religiøse ritualer. For patienten kan det også handle om håb, forsoning, frygt eller det, der giver livet sammenhæng.
Jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at emnet virkelig berører mennesker.
Sådan opsummerede Goyarrola den livlige disputats. Samtalen bekræftede for ham, at spørgsmålet ikke kun hører hjemme i medicinen. Det rører også sjælesorg og den måde, personale møder mennesker i en sårbar situation.
Tre timers forsvar
Disputatsen i juni blev en personlig milepæl. Over hundrede deltog. Diskussionen fyldte næsten tre timer. Afhandlingen leverer ikke et nyt indlæg om eutanasi. Den retter blikket mod hverdagen i plejen: hvordan den syge bliver hørt, hvordan åndelige behov kan komme frem, og hvordan patienten kan bevare sin menneskelige helhed gennem sygdommens sidste fase.
