Åbo blev igen endemål for den katolske pilgrimsfærd til Sankt Henrik. For første gang i længere tid gik deltagerne hele strækningen ind til byen, efter en periode hvor traditionen havde mistet kraft.
Flere årsager nævnes. Pandemi står øverst. Ifølge den finske katolske kilde Katolinen.fi er vandringen nu tydeligt i bedring. At den fulde rute kunne gennemføres, tilskrives blandt andet Heikki Nissiläs organisering.
Samme vej, mange gange
Ruten er gået utallige gange. En deltager husker ikke præcist antallet, men gætter på omkring tyve. For vedkommende og familien har færdene været noget særligt. Gentagelsen giver form til en lokal kirkelig skik, som både pandemi og faldende deltagelse har ramt.
Liturgien undervejs blev i år ledet sammen med pater Anders Hamberg. Han har længe været præst på pilgrimsfærden. Erfaringen binder kontinuiteten sammen, også når turen ikke altid har kunnet holdes som før.
Vintermål ved Köyliönjärvi
Stiftets anden retning går til skytshelgenens dødssted ved Köyliönjärvi. Der knyttes nutidens gang til mindet om stedet, hvor Henrik ifølge traditionen blev dræbt. Han regnes for den, der bragte den katolske tro til Finland.
Tertullians ord om martyrernes blod som den kristne tros sæd bruges til at beskrive, hvordan martyrerindringen kan leve videre i kirken. For det finske stift er pilgrimsfærden derfor en af de vigtigste tilbagevendende traditioner. Respekt for rødderne nævnes som forudsætning for, at troen kan vokse i landet.
To fester om året
Henrik markeres to gange. Hovedfesten gælder hans himmelske fødselsdag. Om sommeren fejres overførslen af hans relikvier. Den dobbelte rytme adskiller det finske stift fra andre nordiske stifter, hvor Sankt Henrik også fejres.
Sommerfesten giver vandringen en egen plads i kirkeåret og holder relikviemindet sammen med den konkrete vej gennem landskabet. Turen til Köyliönjärvi og marchen mod Åbo er to dele af samme tradition: den ene peger mod dødsstedet, den anden mod byen og kirkens historiske centrum.
Efter flere år med afbrydelser blev årets fulde strækning et tegn på, at skikken stadig kan bæres videre.
