Longyearbyen samlede katolikker og lutheranere søndag den 30. august, da den første katolske messe på Svalbard fik sit hundredårsjubilæum. Messen fandt sted i Svalbard kirke under ledelse af Erik Varden, biskop af Trondheim og apostolisk administrator for Tromsø.
Med ham var sognepræst Andrzej Kosciukiewicz fra Vor Frue kirke i Tromsø, lokaldelegat Rafal Ockojski fra den territoriale prelatur Tromsø samt repræsentanter for Caritas og det katolske fællesskab der. Også Den norske kirke var til stede. Fejringen fik dermed en tydelig økumenisk karakter, skriver Vatican News.
Rejsen er blevet kortere
For et århundrede siden nåede man øgruppen efter en lang sørejse. Omkring 900 kilometer isvand skilte Svalbard fra det norske fastland. I dag lander besøgende med fly og har mobilnet også i Arktis. Biskoppen bemærkede forskellen med et strejf af humor: det, der distraherer andre steder, følger med herop.
«Everything that distracts us elsewhere follows us here,» sagde han.
Landskabet selv stiller krav. Smeltende is og det store arktiske rum gør grænserne for menneskelig kontrol synlige. Mennesket er lille i tid og rum, hvis øjnene er åbne, understregede han.
Ingstads jæger og døren der holdes lukket
I prædikenen greb Varden fat i en beretning af Helge Ingstad, tidligere sysselmand på Svalbard. I 1930’erne mødte opdagelsesrejsende en jæger, der havde levet længe isoleret. Manden var fysisk rask, men isolationen havde sat dybe spor. Da andre mennesker endelig dukkede op, vakte deres nærvær ifølge Ingstad en uroblandet glæde.
Biskoppen brugte fortællingen til at pege på en almen erfaring. Mange lever som om de er indrettet til ensomhed, resignerede over for mørket og stormen uden for den lukkede dør. Samtidig længes de efter, at nogen banker på.
De første kristne munke søgte ørkenen ikke af foragt for mennesker, men for at frigøre sig fra illusioner og møde sig selv sandt for Gud. At møde sig selv er at stå ansigt til ansigt med egen sårbarhed. Det moderne samfund har ofte forsøgt at fjerne sårbarhed gennem tro på teknologisk fremskridt og kontrol. Det, der behøves, er en sund sans for virkeligheden, ikke mere virtuel fantasi. Slukker man telefonen, kan Svalbard lære det væsentlige.
Kirkens opgave i det isolerede
Den katolske tilstedeværelse på Svalbard har i et århundrede været knyttet til et område, hvor afstand, vejr og få indbyggere gør regelmæssig menighedsvirksomhed vanskelig. Ifølge prædikenen har kirken her en konkret opgave: at bære Kristi forsoning, helbredelse og venskab til dem, der er isolerede og bange.
Jubilæet i Longyearbyen satte punktum for hundrede år med sporadisk, men vedholdende pastoral omsorg i en af verdens nordligste beboede egne. Landskabet og klimaet forbliver lærere i realisme.
