Onsdag den 2. september indledte paven en ny række katekeser om Andet Vatikankoncils pastorale konstitution Gaudium et spes. Emnet er kirkens forhold til den samtidige verden – ikke som tilskuer, men som den, der deler menneskers glæde, håb, sorg og angst.

Ifølge Vatican News knyttede Leo XIV indledningen til Johannes XXIII’s åbningstale den 11. oktober 1962. Dengang tog den hellige pave afstand fra dem, der kun så forfald, og bad koncilfædrene genkende Guds forsyn midt i menneskehedens nye orden. Da Gaudium et spes tre år senere blev proklameret, blev denne skelnen beskrevet som en del af kirkens egen natur. Deraf betegnelsen «pastoral konstitution».

Delagtighed, ikke passivitet

Konstitutionen åbner med, at kirken føler som sine egne de glæder og håb, den sorg og angst, som nutidens mennesker bærer – især de trængende. Paven forbandt det med Kristi menneskevordelse: Han blev «på alle måter lik sine søsken» og delte livets vilkår. Samme vej beder Kristus kirken om at gå.

Kristne kan derfor ikke stå uengagerede. De skal lytte med hjertet, lade sig udfordre og tage ansvar for virkeligheden. Nærhed til menneskene kan samtidig give en dybere læsning af både begivenhederne og Åbenbaringen. Gaudium et spes minder om, at det til enhver tid er kirkens pligt at granske tidens tegn og tyde dem i evangeliets lys.

Fremskridt og modsætninger

Leo XIV pege på flere spændinger i det moderne samfund. Videnskab og teknik åbner nye muligheder, men kun for nogle, og mennesket behersker ikke altid følgerne. Kendskabet til samfundslovene er vokset, mens kursen stadig er usikker. Store økonomiske ressourcer findes side om side med sult og nød. Bevidstheden om planetens fremtid er fælles, men egoistisk forbrug og illusionen om krig som fredsskabende middel består.

Pave Frans’ ord om de svage som en teologisk kategori blev nævnt: at finde Kristus i dem, give dem stemme og lytte til den visdom, Gud kan give gennem dem. Kristen delagtighed forpligter til at afdække sådanne modsætninger i personligt og socialt liv.

Tjeneste uden jordisk ambition

Med Kristus og båret af Åndens kraft er de kristne kaldet til at bære brødrenes og søstrenes vanskeligheder, især dem der knuges af uretfærdighed, diskrimination og vold. Kirken lader sig ikke lede af jordisk ambition. Den har ét mål: under Helligåndens ledelse at fortsætte Kristi værk – at vidne om sandheden, frelse, ikke dømme, tjene, ikke lade sig tjene.

I en tid med dybe forandringer skal kirken tage imod menneskehjertets spørgsmål og længsler og pege på Kristus som hele den menneskelige histories nøgle, midtpunkt og mål. Glæde og håb – gaudium et spes – skal præge en kirke, der forkynder evangeliet og står nær kvinder og mænd i deres konkrete liv. Det pastorale er mere end en moralsk holdning; det kræver nærvær og omvendelse.

Katekesen hører til serien om Andet Vatikankoncils dokumenter. Før pavens tale blev der læst fra Johannesevangeliet om Guds kærlighed til verden og Sønnen, der er sendt for at frelse, ikke for at dømme.