Slottsplassen i Oslo fyldtes af mennesker, blomster, flag, kort og lys fredag den 4. september. En uge efter kong Haralds død gik en gruppe fra hele det norske kirkeliv fra Universitetsplassen til pladsen foran slottet. Katolsk.no beretter om den stille samling.

Efter en kort mindestund, en bøn og fælles afsyngning af Kongesangen stillede mange sig i kø. De defilerede forbi kongens båre i Slottskapellet. Biskop Bernt Eidsvig deltog og ledsagede en af præsterne.

Tre en halv time op ad slottsbakken

Vandringen gennem Slottsparken tog omkring tre en halv time. Køen bevægede sig langsomt op ad bakken og gennem parken over cirka en kilometer. Hver besøgende fik få sekunder alene foran båren til et sidste farvel og en tak. For den katolske præst, der fortæller, blev øjeblikket også en bøn for den døde konge.

Mængden af blomster og hilsener voksede i løbet af dagen foran slottet.

Krigsårene i erindringen

Kongen blev 89 år. Han hørte til de sidste i sin generation med konkrete minder fra Anden Verdenskrig. Som treårig forlod han Norge med sin mor og to ældre søstre i de mørke aprildage i 1940. Familien kom til Sverige og senere til USA. Han bar også minder fra forårsdagene i 1945, da familien samledes igen i et frit Norge efter fem års krig og tysk besættelse.

Hans liv rummede store dele af det moderne Norges historie. Kong Haakon VII og kong Olav V var folkekonger på en mere ophøjet måde end det egalitære Norge i dag lægger op til. Harald arvede en anden offentlighed.

Sundhed, familie og medier

De sidste år var krævende. Sundheden svigtede, kræfterne svandt, og nærmeste familie mødte udfordringer. Enhver familie har sine, også den der nu har fjerde generation på Norges trone.

Kong Olav behøvede ikke forholde sig til et nyhedsfeed døgnet rundt eller kommentarfelt med både beundring og fjendtlighed. Da redaktørstyrede medier dominerede, stod kongehuset mere beskyttet, og tonen var mere tilbageholdende. Harald stod alligevel fast. De senere år prægedes i stigende grad af holdningen «keep calm and carry on».

Før han blev katolsk præst arbejdede fortælleren 23 år som studentpræst i Europa og senere som sømandspræst i London i Den norske kirke. I mindet om Harald vender spørgsmålet om menneskesyn tilbage. Kongen kunne se hele mennesket, ikke kun fejlen. Synet er forankret i evangelisk-luthersk tro, hvor forsoning, nåde og tilgivelse er grundlæggende.