Rom mærkede i januar, at den nye pave indledte en serie om Andet Vatikankoncil. Observatører ventede et signal om kursen efter Frans. De første foredrag pegede i stedet også bagud mod Benedictus XVI og hans læsning af kirkens møde med moderniteten.

Serien har drejet sig om koncildokumenterne og om den historiske situation, der gjorde mødet nødvendigt. I en af de seneste katekeser stod forbindelsen til Benedictus skarpere frem end hidtil. Paven talte om, hvordan kirken gentagne gange har måttet prøve sprog og institutioner, når verden skifter.

Koncil efter midten af 1900-tallets brud

Han satte Andet Vatikankoncil i forhold til de store omvæltninger omkring midten af det 20. århundrede. Politiske katastrofer, teknisk udvikling og nye samfundsformer ændrede relationen mellem tro, kultur og offentligt liv. Det var ikke første gang, en ydre rystelse tvang kirken til at tænke opgaven forfra.

Han henviste til visigoternes erobring og plyndring af Rom i 410. Begivenheden ramte den daværende verden hårdt og prægede Augustins tænkning. Poängen var ikke at sætte epoker lig hinanden, men at vise, hvordan kirkens selvforståelse formes i kontakt med konkrete kriser. En kirke, der kun bliver åndelig i abstrakt forstand, risikerer at miste grebet om sine institutioner og sit liv i verden. Således blev spørgsmålet om kirken i verden det centrale problem på Andet Vatikankoncil, lød ræsonnementet.

Onsdagens indledning til Pastoralforfatningen Gaudium et Spes – kirken, der lytter til og tjener verden – gjorde den linje tydelig for dem, der fulgte katekesen.

Benedictus’ ord fra 2005 i januar-talen

Allerede den 7. januar citerede Leo Benedictus XVI. Kort efter valget i 2005 havde Benedictus sagt, at koncildokumenterne ikke havde mistet aktualitet fyrre år efter afslutningen, og at deres undervisning viste sig relevant for kirkens nye situation og et globaliseret samfund. Benedictus havde selv været peritus, teologisk ekspert, under koncilet. Den erfaring gjorde ham til en central fortolker af, hvordan teksterne skulle læses uden at skilles fra traditionen.

Leo formulerede det direkte i januar:

«A new council proved to be not only meaningful, but necessary,»
Ordene gjaldt Andet Vatikankoncil og svaret på forandringerne midt i 1900-tallet. I 2026, som han noterede i åbningstalen, er generationen af biskopper, teologer og troende fra koncilet i det store og hele gået bort. Magten ligger ikke længere hos dem, der sad med tøjlerne i 2005.

Hverken ren fortsættelse eller brud

Ved starten af det leoninske pontifikat stod det åbent, om han ville følge Frans’ spor eller lægge en anden rute. Serien har endnu ikke leveret et simpelt program. Den har derimod vist, hvordan paven arbejder med kirkens historie og dokumenter. Frans er ikke fraværende. Leo søger en længere linje, hvor Benedictus og koncilet fungerer som tolkningsnøgler.

Det gør serien til mere end en tekstgennemgang. Den giver et billede af, hvordan den nye pave binder tidligere vejvalg til spørgsmålet om kirkens plads i verden nu. Analysen stod først hos Crux, der fremhæver, at katekeserne giver indblik i tænkningen på en måde, de første måneders udtalelser ikke havde gjort mulig. For Den Hellige Stol er det en arbejdsform, der sætter dokumenterne foran hurtige labels.

Ingen nordisk bispestol er nævnt i forløbet. Det, der står tilbage, er en pave, der lader koncilet og Benedictus tale ind i hinanden, mens generationen, der bar mødet, træder tilbage.