Onsdag den 26. august afrundede paven sin række om konstitutionen Sacrosanctum concilium. Emnet var motiverne bag den liturgireform, Andet Vatikankoncils fædre ønskede at fremme. Vatican News gengav katekesen.
Liturgien er en levende realitet. Den har gennem århundrederne været genstand for udvikling og forandring. Kirkens rituelle handlinger holder frelsesværket i erindring. Mennesket får mulighed for at leve i et sandt forhold til Gud og komme i kontakt med frelsesbegivenheden.
Deltagelse uden åndeligt fravær
Gester og ord er afgørende for denne erfaring. De troendes deltagelse kan derfor ikke være passiv. Fysisk nærvær uden åndelig delagtighed rækker ikke. Den kommende pave Paul VI, dengang ærkebiskop Giovanni Battista Montini i Milano, skrev allerede den 28. oktober 1962 til de troende i sit stift, at de «verken kan eller skal forbli tause og passive lenger. Deres fysiske nærvær lar seg ikke forene med deres åndelige fravær».
Samme linje genfindes senere i nummer 48 i konstitutionen: de troende skal ikke stå som fremmede eller stumme tilskuere. De skal gennem riter og bønner forstå mysteriet, deltage bevidst og aktivt, lade sig belære af Guds ord, modtage Herrens legeme og takke Gud. Idet de frembærer det uplettede offer sammen med præsten, lærer de også at frembære sig selv.
Klarere ordning og tilgængelige tekster
Liturgien formidler guddommelig lære og er samtidig stemme i samtalen med Gud. Den kan ikke opgive sin didaktiske funktion. Tro og fromhed skal kunne udtrykkes på en umiddelbart forståelig måde. Deraf fulgte behovet for at gøre rigdommen i de bibelske tekster og bønnerne mere tilgængelig for alle. Ordningen af fejringen skulle gøres klarere og enklere end den, der stod i de liturgiske bøger på koncilets tid.
Reformen satte liturgien i centrum for den kirkelige erfaring. Den skulle fremstå som den fremste kilde til den guddommelige udveksling, hvor Guds liv meddeles mennesket. Fejringen skulle ikke betragtes udefra, men tages imod og leves.
Hebraeerbrevet før katekesen
Før katekesen blev der læst fra Hebræerbrevet 10,8–10. Teksten stiller de gamle ofre over for Kristi offer, båret frem én gang for alle. Paven knyttede ordene til liturgiens grund: kirkens fejring lader de troende træde ind i det, Kristus har gjort, og svare på Guds vilje.
Montini kaldte liturgien et oprigtigt udtryk for både det guddommelige og det menneskelige. De troende bærer offeret frem ikke kun ved præstens hænder, men i forening med ham. Deltagelsen får dermed både personlig og fælles dimension. Mennesket forenes med Kristus og vokser i enhed med Gud og med hinanden.
Den Hellige Stol har gennem denne katekeserie peget på, at reformen ikke var et brud, men en fornyet bevidsthed om liturgiens værdi som levende handling i kirken.
