Til september udgiver Paradox Interactive udvidelsen By God Alone til sit middelalderspil Crusader Kings III. For første gang kan man spille paven — sætte sig i den hellige faders stol, udnævne kardinaler og nægte konger deres skilsmisser. Spilpressen har hyldet beslutningen i ugevis. Men udvidelsen minder også om noget, der let glemmes: Vor kirke er blevet et kulisseelement i andres fortællinger om os.
Spillet, der ikke handler om tro
Det mærkelige ved Crusader Kings er netop, at det ikke handler om tro. Spilleren fører en slægt gennem århundreder, og kirken optræder hele tiden — som modstander, som redskab, som trussel. Biskopperne er spilbare positioner. Kirkemøderne kan vedtage læren. Skilsmisse, ekskommunikation og helgenkåringer er redskaber i et politisk spil.
Det er en forvrængning af virkeligheden, og den er alligevel ikke helt gal. Middelalderens stifter var reelle magtområder, og biskopperne var ofte mere optaget af verdslig politik af sjælesorgen. At spillet lader kongen og Rom kappes om udnavningerne er ikke nogen opfindelse. Det er investiturstriden, anbragt i et interaktivt medie, som skolens historieundervisning aldrig kommer i nærheden af.
Hvad underholdningen mister
Det, spillet mister, er naturligvis alt det, som ikke lader sig mekanisere. Den, der har spillet hundrede timer Crusader Kings, ved, hvad et kardinalskollegium er, men ikke hvorfor det findes. En helgenkåring er et præstigetal. Messen optræder næsten ikke — den er for stille til at være spilmekanik.
Netop her bliver den katolske betragtning af underholdningen nødvendig. Spillet kan efterligne magten, men ikke sakramenterne, og forskellen på de to er forskellen mellem kirken som institution og kirken som Kristus legeme. Den, der kun har lært kirkehistorie gennem et spil, risikerer at tro, at investiturstriden var kirken. Og den tro er at gå glip af helheden.
Kirken i Norden som kulisse
Hvis By God Alone får flere til at undre sig over, hvad kardinalerne egentlig gør, er det redaktionens opgave at have svaret klar. Ikke spillets.
