I et lille nordisk bispedømme må den, der gransker overgreb, stå tilstrækkeligt langt væk til at kunne sige sandheden. Det lyder indlysende. Alligevel bliver afstanden svær at skabe, når præster, ansatte, frivillige, biskopper og ofre mødes i de samme sogne og skoler og til de samme messer. Den, der leder undersøgelsen, kan have konfirmeret den undersøgte. Juristen kan være ven med en sognemedarbejder. Den ansvarlige kan sidde ved samme køkkenbord som den, der skal afgive oplysninger. En februarmorgen kan samme person køre bussen til søndagsmessen, åbne den lille trækirke og senere modtage en anmeldelse om overgreb. Nærheden kan være en styrke. Den kan også forvandle ansvar til loyalitet og pastoral omsorg til et ønske om at skærme institutionen mod skam. De små forhold er ikke fejlen. Fejlen opstår, når de bruges som undskyldning for at slippe for uafhængighed.
En granskning udefra er ikke et fremmed, sekulært krav til den katolske kirke. Den er en betingelse for, at kirkens tale om menneskets værdighed tages alvorligt.
Tillid må bygges ind i ordningen
Efter en overgrebskrise hedder det ofte, at tilliden skal genopbygges. Det er sandt, men formuleringen bliver tom, hvis den kun betyder, at folk skal stole på biskoppen, bispedømmets kancelli eller den lokale kontaktperson. Tillid kan ikke fremskaffes med venlighed, fromme ord eller en ny kommunikationsplan. Den må fortjenes gennem ordninger, som også ens egen ledelse kan tabe på.
En virkelig uafhængig granskning kræver mindst et klart mandat, uafhængighed af den virksomhed, der granskes, adgang til relevant dokumentation og en offentlig redegørelse. Tavshedspligt skal beskytte ofre og vidner, ikke skjule institutionens beslutninger. Nye oplysninger skal desuden modtages og videregives til de kompetente myndigheder. Kirkelige processer kan ikke erstatte retsvæsenet, og en intern undersøgelse må aldrig hindre en politianmeldelse.
Uafhængighed betyder ikke, at granskeren skal være fjendtlig over for kirken eller mangle kendskab til katolsk tro. Tværtimod er det klogt at inddrage personer, der forstår kirkens struktur og sprog. Men den, der for nylig har arbejdet for bispedømmet, har tætte private relationer til de berørte eller er afhængig af fremtidige opgaver fra dem, bør ikke lede granskningen.
Den stærkeste indvending: små bispedømmer har få alternativer
Den bedste indvending er praktisk. Et nordisk bispedømme kan ikke altid finde sagkyndige, der både kender kirkens virkelighed og står helt uden for den. Afstandene er lange, økonomien begrænset, og de mest erfarne kan allerede have arbejdet med bispedømmet. Hvis enhver tilknytning er nok til at underkende en gransker, bliver ingen granskning mulig. En helt ekstern undersøger kan desuden overse det, som kun forstås af den, der kender sognelivet indefra.
Det er ingen stråmand. De små forhold skaber reelle problemer. En kirke med knap bemanding kan ikke løse hvert spørgsmål ved at opbygge en ny organisation. En granskning, der ikke forstår kirkens sakramentale og pastorale sammenhæng, risikerer også at beskrive mennesker og ansvar alt for forenklet.
Men indvendingen viser netop, hvorfor flere bispedømmer må samarbejde. Den, der ikke kan garantere tilstrækkelig afstand på hjemmebane, bør inddrage en undersøger gennem en fælles nordisk eller international struktur og offentliggøre habilitetsvurderingen. Omkostningen er ikke et argument imod uafhængighed. Den er en del af prisen for ansvar. Har bispedømmerne råd til at finansiere den ene aktivitet efter den anden, må de også afsætte midler til at granske, hvordan mennesker er blevet beskyttet eller svigtet.
Åbenhed må omfatte egne fejl
Åbenhed betyder ikke, at ofres navne skal offentliggøres, eller at følsomme oplysninger spredes. Kirken har pligt til at beskytte den personlige integritet. Men integritet må ikke blive et generelt låg over institutionens beslutninger. Det er muligt at redegøre for, hvilke perioder der er gransket, hvilke regler der gjaldt, hvilke mangler der er konstateret, og hvilke ændringer der er gennemført, uden at røbe nogens identitet.
Det må også være muligt at sige: dette gjorde bispedømmet forkert. Måske blev en advarsel ikke taget alvorligt. Måske blev en præst flyttet, i stedet for at risikoen blev undersøgt. Måske vurderede en chef, at kirkens anseelse krævede tavshed. En sådan redegørelse er ikke et angreb på kirken. Den erkender, at kirken består af mennesker, der kan synde, fejle og misbruge magt. Katolsk tro kræver ikke billedet af en fejlfri institution. Den kræver sandhed, omvendelse og retfærdighed.
Ofrets værdighed kommer før bispedømmets anseelse. Den, der har været udsat for overgreb, må ikke reduceres til et kommunikationsproblem, og den, der fortæller, skal ikke bære ansvaret for andres ubehag. Pastoral omsorg må forenes med konkret hjælp, klare kontaktveje og ansvar for den, der har haft magt.
Den, der ikke kan granskes, bør ikke lede
Den første prøvesten for en reform er ikke, hvor varmt den præsenteres, men om den overlever en ubehagelig konklusion. Kan granskeren undersøge biskoppens handlemåde? Kan rapporten offentliggøres, også når den kritiserer bispedømmets ledelse? Kan ofre og vidner afgive oplysninger uden først at skulle gå gennem personer tæt på den anklagede? Findes der en tidsplan for tiltag, og får offentligheden at vide, når den ikke holdes?
Sognet behøver ikke vælge mellem menneskelig nærhed og institutionel kontrol. Det behøver begge dele. En præst skal kunne kende sine sognebørn, men ingen præst skal beskyttes af, at alle kender hinanden. En biskop skal kunne træffe pastorale beslutninger, men ingen biskop bør alene afgøre, om beslutningerne var forsvarlige. En lille kirke kan være varm uden at blive lukket.
Den, der vil genvinde tilliden, må derfor acceptere noget, der gør ondt: virkelig granskning kan føre til kritik, som ikke kan håndteres med en bedre formulering. Det er prisen for ansvar. I et nordisk bispedømme, hvor alle kender alle, bør spørgsmålet ikke være, hvem der kender undersøgeren, men hvem der kan afsætte ham eller hende, hvis granskningen bliver ubehagelig. Dér begynder den åbenhed, der er mere end et løfte.