Den 7. april 2009 landede Mariela Villanueva i Venezuela med skilsmissepapirerne som mål. Fem år var gået, siden Harold Figueras havde forladt familien i Peru og bygget et nyt liv i et andet land. Hun bar smerten fra den lange separation og viljen til at afslutte ægteskabet.
Allerede undervejs havde hun indledt en omvendelsesproces. Et sidste håb holdt hun fast i. Parret aftalte at mødes en onsdag klokken 15 – barmhjertighedens time – på det sted, hvor de engang havde bejlet til hinanden.
Klokken tre og en klageliste
Harold mødte op med en skreven liste over alle de bebrejdelser, han ville kaste frem i det øjeblik, han så hende. Da Mariela dukkede op, ledte han febrilsk efter papiret. Intet gik, som nogen af dem havde forestillet sig.
Hun åbnede armene. I et interview med ACI Prensa, den spansksprogede søstertjeneste under EWTN News, huskede han scenen sådan:
«I was expecting a war. She opened her arms to embrace me, and I realized that I was the only one who wanted to fight,»
Omfavnelsen genoprettede ikke ægteskabet samme dag. Mariela havde stadig smerten med sig. Harold levede fortsat i et andet forhold. Der gik næsten en måned, før han afsluttede den relation og besluttede at vende tilbage til familien. Begge siger, at Jesus den dag vandt den første store kamp.
Mødet i 1998 på ingeniørhøjskolen
Harold og Mariela mødtes i 1998 på Venezuelas ingenjørhøjskole. Han arbejdede med systemer. Hun var en ung jurist, der drev en juridisk konsulentvirksomhed med snesevis af medarbejdere under sig. Ægteskabet blev senere præget af sår og afstand. Han forlod familien i Peru. Hun blev tilbage med konsekvenserne.
Da de stod over for hinanden igen, handlede det ikke om en simpel tilbagevenden til tiden før bruddet. Listen over klager blev ikke læst op. Gesten kom fra hendes side, efter at hun selv havde søgt en anden vej. Hun styrede ikke hans valg og kunne ikke slette årene med separation. Det, hun kunne, var at møde ham uden den krig, hun havde forberedt sig på.
En måned senere og vejen videre
Først da den anden relation var afsluttet, og beslutningen om at vende hjem var truffet, kunne parret begynde forfra. Fortællingen stopper ikke ved omfavnelsen. Den beskriver et ægteskab, der krævede en fortsat proces efter genforeningen: separationen, det nye forhold, valget om at vende tilbage.
Harold har tidligere omtalt kirkeligt ægteskab som en social formalitet. Han gjorde grin med præster og så ikke vielsen som noget, der skulle forme hverdagen. Marielas gestus stod i kontrast til den holdning. Parret har senere ladet sig fotografere foran katedralen i Lima. Historien, de fortæller, begynder ved den onsdag klokken tre, hvor listen blev liggende, og armene blev åbnet.
