Seks årtier efter Andet Vatikankoncil står striden om den liturgiske reform stadig. I centrum er nu, om Joseph Ratzinger – før, under og efter pontifikatet – var en undtagelse i det projekt, der fulgte koncilet. Mike Lewis har fremsat den tese på Where Peter Is. Teologen John M. Grondelski afviser den i Catholic World Report og kalder flere tråde sammenfiltret.
Han skiller skarpt mellem, hvad koncilet vedtog, og hvad der senere er gjort i dets navn. At noget sker under henvisning til Andet Vatikankoncil, betyder ikke automatisk, at det udtrykker koncilets vilje. Endnu svagere er båndet til den såkaldte «koncilieånd», hvis forbindelse til de konkrete beslutninger ofte kræver en trosakt.
Sacrosanctum Concilium og alterskrankerne
Grondelski tager alterskranker som eksempel. Intet i Sacrosanctum Concilium foreskriver, at de skal fjernes. Alligevel er ombygninger af kirkerum ofte solgt som direkte følge af den liturgiske reform. Han kan ikke forestille sig, at en gennemsnitsbiskop, der stemte «placet» til liturgikonstitutionen – som hans daværende biskop i Trenton, George W. Ahr – dermed godkendte, at koret skulle flyde ud i resten af kirken.
Koncilets sprog talte om de troendes «full and conscious participation of the faithful». For kritikere af den senere udvikling er det ikke givet, at formuleringen kræver hver eneste ændring, der siden er knyttet til reformen. Spørgsmål om skranker eller om rummets form er ikke det samme som at afvise koncilet.
En lineær række af paver
Lewis ordner paverne i en klar rækkefølge. Ifølge den gennemførte Paul VI koncilets liturgiske vision, om end med tvivl. Johannes Paul I bød den velkommen. Johannes Paul II førte den videre. Frans og paven Leo XIV forsvarer samme linje. I den model står Ratzinger ved siden af dansen.
Grondelski ser en større historisk omtolkning under overfladen. Nogle kredse vil beskrive reformerne som et sammenhængende projekt, der blev bremset i tre årtier under Johannes Paul II og Benedikt XVI, før den «sande» ånd vendte tilbage. Fortalere for den liturgiske status quo er ofte en delmængde af den større reformfløj, men de kan også have egne dagsordener.
Hver indvending mod den etablerede læsning af «Vatikan II-liturgien» 60 år senere bliver ifølge Grondelski let læst som nærhed til Præstebroderskabet af den hellige Pius X. Det snævrer den historiske prøvelse ind.
Juleaften i Peterskirken
Et billede fra juleaften 2012 viser Benedikt XVI, der uddeler kommunion til en nonne under messe i Peterskirken. Scenen bruges som illustration af den holdning, Lewis kalder afvigende. For Grondelski er spørgsmålet om outlieren også et spørgsmål om, hvem der definerer koncilets arv.
Hvis Ratzinger var undtagelsen, skal hans indvendinger forklares som brud. Hvis senere praksis gik længere end teksten i Sacrosanctum Concilium, bliver hans linje i stedet del af en ældre og uafsluttet debat. Debatten rører dermed både kirkerum, kommunionsmodtagelse og den måde, Den Hellige Stol og biskopperne har tolket reformen på gennem årtier.
