I landsbyen Pavshyno nær Mukachevo i Transkarpatien åbner klosterporten stadig for sjælesorg og forbøn. Søster Liji Payyapilly fra Sankt Josef-søstrene af Saint-Marc tager imod, men pladsen rækker ikke. Før pandemien kom op til 700 mennesker på én dag. Nu bookes tider tre dage om ugen, og mange ansigter bærer savn: mødre uden børn, enker, familier med forsvundne.

Hun er født i Indien og har været i Ukraine i snart 25 år. Når hun siger «vi», mener hun ukrainerne. På tærsklen til landets uafhængighedsdag talte hun med Vatican News om et liv, hvor missiler og droner sætter døgnets rytme.

Tak for at vågne, tak for at leve

Ukrainerne lever i en farlig tid, siger hun. Hver morgen takker de for at være vågnet. Hver aften takker de for stadig at være i live. Retten til at sove uden frygt gælder ethvert land, understreger hun. Scenerne minder hende om det, ældre fortalte om Anden Verdenskrig, da hun ankom i 2004. Brødkøer fra klokken fire om morgenen i Sumy og Zaporizjzja fik hende til at standse: tusinder ventede på et stykke brød og en dåse. Mennesker, der havde jord og hus, sagde, at de aldrig troede, livet ville gøre dem til tiggere.

Albertinerbrødrene i Zaporizjzja bager og deler ud til familier og børn. Søster Liji kom dertil på invitation af biskop Jan Sobilo. Hun havde allerede i 2016 arbejdet i Mariupol og Donetsk. Efter den fulde invasion i 2022 ville hun se sårene selv. Fjernsynsbilleder var ikke nok.

Proteser i Dnipro og droner over Kherson

I Dnipro delte hun hverdagen under droner og missiler. Omfavnelser af dem, der havde mistet håbet, endte ofte i gråd. På militærhospitalet stod mænd på 35–40 år og lærte at gå med proteser og gribe med hænder, der ikke længere var deres. De mistede lemmer, så andre ikke skulle miste sine, sagde hun. De forsvarede jorden og folkets værdighed.

Kharkiv viste frivillige og en livsvilje, hun ikke havde set i andre europæiske byer. Parken dér kaldte hun den smukkeste, hun kendte – midt under krigen. «Vi kæmper for at leve på vores egen jord. Vi skal ikke erobre nogen.» I Kherson stod næsten intet hus uskadt. Under én messe fløj 20 droner forbi. Præsten, fader Maksym, lærte hende at løbe under et træ ved syn af drone, men passe på miner i løv og efterladte tasker. Vand samles dråbe for dråbe. En 56-årig såret kvinde vaskede sig alligevel. En far, Oleksij, blev: hvor skal vi hen, og de gamle mødre nægter at forlade hjemmet. En nyfødt pige blev for søster Liji tegn på, at byen kan leve videre, hvis børn fødes der.

Adoration og rejser ud til sogne

Kongregationens karisma er eukaristisk adoration og evangelisation. «When I spend time in adoration,» siger hun, og fortsætter, at hun udtrykker kærlighed til eukaristien og ønsker, at andre også kan elske og tage imod den. Herren har rørt hendes liv; for hende er han levende. Hun evangeliserer gennem det vidnesbyrd.

Ikke alle kan nå Transkarpatien. Derfor rejser hun til sogne i Ukraine og i udlandet, når hun inviteres til retrætedage. Frontbyerne i øst og syd har hun besøgt for nylig. Bønnen kalder hun folkets styrke. Mange ved ikke, om de lever i morgen, men de vil leve og dø som ukrainere.