Nordiske kirker bør tage imod offentligt støtte – men afvise ethvert bidrag, der i praksis kræver lydighed over for statens ideologi. At frasige sig alle fælles midler romantiserer kirkens uafhængighed. At tage imod penge uden klare grænser gør derimod samvittigheden til en budgetpost. Det mærkes ikke først i højtidelige taler om religionsfrihed. Det mærkes, når en familie tager bussen til søndagsmessen, når en trækirke skal holdes åben i februarimørket, eller når en menighed i Stockholms katolske stift fejrer messe på svensk, polsk og tagalog. Lokaler skal vedligeholdes, børn undervises, ældre besøges, og kulturarv passes. Spørgsmålet er altså ikke, om kirken skal leve helt uden staten. I Norden virker kirkerne allerede i samfund, hvis love, skattesystemer og institutioner bærer deres hverdag. Spørgsmålet er, hvad et statsbidrag betyder: en rimelig tilbageføring af fælles ressourcer – eller et bånd, der strammes, så snart kirken siger noget ubehageligt?
Støtte er legitim, når reglerne er ens
Den liberale stat skal ikke favorisere en bestemt tro. Men neutralitet betyder ikke, at religiøse borgere skal beskattes til et fælles samfund og derefter nægtes støtte til virksomhed, som andre grupper får drive med offentlige midler. En katolsk menighed tilbyder gudstjeneste, sjælesorg, undervisning, frivilligt arbejde og et mødested på tværs af sprog og generationer. Det er ikke et krav om privilegier, men om ligebehandling.
Giver staten støtte til samfund, kultur, folkeoplysning eller bevarelse af historiske bygninger, skal katolske og andre religiøse aktører kunne søge på samme vilkår. Reglerne skal være tydelige, og prøvelsen saglig. Støtten må ikke afhænge af, om en myndighed synes om samfundets teologi. Her må man skille finansiering fra kontrol. Staten kan kræve økonomisk regnskab, brandsikkerhed, beskyttelse mod overgreb og overholdelse af tvingende lov. Den kan derimod ikke rimeligt kræve, at en kirke ændrer sin lære om ægteskabet, præsteembedet eller menneskets yderste mål for at få del i en generel støtte. Religionsfrihed er mere end retten til en privat overbevisning. Den omfatter også fællesskabets ret til at ordne sit liv efter sin tro.
Den stærkeste indvending: ingen skattepenge til religiøs magt
Indvendingen fortjener at tages alvorligt: Staten skal ikke finansiere religiøse krav på autoritet. Skattepengene kommer fra troende, ikke-troende og mennesker, der har forladt kirken. Når staten giver penge til trossamfund, styrker den organisationer, hvis lære mange borgere ikke deler. Desuden kan offentlig støtte gøre kirker forsigtige. Den, der har brug for bidrag, undgår måske at kritisere regeringens migrationspolitik, familiepolitik eller syn på menneskeværd.
Der er også konkrete risici. Et trossamfund kan bruge penge uansvarligt. Ledelser kan skjule misforhold bag henvisninger til autonomi. Religiøse miljøer kan påvirkes af udenlandske finansieringskilder eller udvikle lukkede magtstrukturer. Staten har derfor et ansvar for at beskytte borgere og stoppe støtte til virksomhed, der bryder loven eller truer andres fri- og rettigheder. Den stærkeste sag imod offentlig støtte er denne: Penge skaber afhængigheder, og afhængigheder kan svække modet til at tale sandt. Den, der betaler, kan til sidst også ville bestemme, hvad der må siges.
Vilkår skal beskytte mennesker, ikke forme troen
Indvendingen rammer noget vigtigt, men den viser ikke, at al støtte bør afskaffes. Den viser, at vilkårene må være bedre. Staten skal kunne kræve indsigt i, hvordan offentlige midler bruges, fungerende vedtægter, demokratisk ansvar, beskyttelse af børn og ordentlig håndtering af klager. Den skal kunne stoppe finansiering af kriminalitet og vold. Grænsen går, når kontrollen går over i trosgranskning.
Et vilkår, der forbyder trusler, ulovlig virksomhed og misbrug af bidrag, er begribeligt. Et vilkår, der kræver, at kirken bekræfter statens aktuelle værdipakke, er noget andet. Så bliver staten teologisk dommer, og religionsfriheden forvandles til tilladelse til at tro, så længe magten godkender indholdet.
Her må kirkerne også skærpe sig. Den, der tager imod offentlige midler, må tåle granskning og regnskabsføre dem åbent. En menighed i Stockholms katolske stift, der får støtte til kulturvirksomhed, uddannelse eller pleje af en historisk bygning, skal kunne vise, hvor pengene går hen. Transparens er ikke kapitulation. Den beskytter kirken mod mistanken om, at hun vil have både frihed fra indsigt og adgang til andres penge.
Katolsk lære giver intet holdepunkt for en romantisk foragt for staten. Staten har ansvar for det fælles gode, og borgere må samarbejde med offentlige institutioner uden at overgive deres tro. Men staten er ikke menneskets højeste fællesskab. Når loven kræver noget, der strider mod samvittighedens grundlæggende krav, er lydighed ikke længere det moralske svar. Det betyder ikke, at enhver irritation kan kaldes samvittighedssag. Det betyder, at kirken må skelne mellem legitim samfundsstyring og forsøg på at beherske hendes bekendelse.
Et bånd genkendes på prisen for at tale
Den praktiske prøve er enkel: Hvad koster det kirken at sige nej? Hvis et trossamfund kan miste støtte bare fordi en biskop, præst eller menighed forsvarer en upopulær opfattelse inden for lovens ramme, er støtten ikke neutral. Så fungerer den som disciplinering.
Nordiske kirker bør derfor kræve fire ting: samme adgang til støtte som sammenlignelige civilsamfundsaktører, offentlige og forudsigelige kriterier, fuld økonomisk indsigt, og et udtrykkeligt værn for religiøst indhold. Staten skal finansiere virksomhed efter retfærdige regler, ikke købe samtykke. Kirkerne må samtidig bygge en økonomi, der gør et nej muligt. En menighed uden egne givere, frivillige og langsigtet planlægning bliver afhængig af hvert nyt myndighedsskema. Offentlig støtte kan bære en del af arbejdet, men må aldrig være kirkens eneste rygrad.
Statens penge er en anerkendelse kun, når de gives uden krav om teologisk underkastelse. Kirken skal tage imod støtte med åbne bøger, men med fri mund. Den, der ikke længere kan prædike det, hun tror, fordi bidraget står på spil, har ikke fået hjælp af staten. Hun har lejet sin samvittighed ud. Sig nej til ethvert vilkår, der gør troen til en budgetpost – og bed for den menighed, der stadig tør holde kirken åben i mørket.
