To offentlige figurer døde i august og udløste en bølge af kommentarer i britiske medier og på nettet. Den ene var en amerikansk sanger med et langt, dokumenterbart virke. Den anden var en britisk akademiker, hvis fortælling om egen baggrund senere er blevet draget i tvivl.

Dolly Parton døde den 25. august, 80 år gammel, efter en kort kamp med kræft. Jason Arday, professor ved Cambridge University, blev fundet død i sit hjem i London den 14. august. Han var 41. Dødsårsagen blev angivet som formodet selvmord.

Cambridge-udnævnelse som 37-årig

Arday blev som 37-årig udnævnt til professor ved det pædagogiske fakultet i Cambridge. Han blev omtalt som den yngste sorte professor i universitetets historie. Den offentlige historie handlede om en vej fra store personlige hindringer til toppen af britisk akademia.

Han hævdede at have været autistisk og non-verbal indtil elleveårsalderen. Som 18-årig skulle han ifølge egen udsagn ikke have kunnet skrive mere end sit navn. Alligevel fik han en ph.d. fra det mindre kendte Liverpool John Moores University før han fyldte 30. Fortællingen banede vej for hurtig stigning: æresdoktorater, optrædener i britiske tv-programmer og til sidst stillingen i Cambridge, hvor han blev fremstillet som et eksempel på mod og triumf over både individuelle og sociale barrierer.

Påstande uden journaler eller vidner

Ifølge Catholic World Report indeholdt Ardays selvfremstilling også oplysninger, der ikke holder til et simpelt tjek. Han påstod blandt andet at have løbet 30 maratonløb på 35 dage, de sidste fem med brækket ben. Han sagde også, at han havde løbet 600 miles på seks dage. Ingen dokumentation eller øjenvidner er fremlagt.

Et andet påstand gjaldt en hjerneoperation for at fjerne en kræftsvulst en uge før disputatsen. Efter operationen skulle han have glemt hele afhandlingen og alligevel bestået forsvaret. Ingen journaler om operation eller kræft er fundet, skriver kilden. Han opgav desuden gæsteprofessorater ved Ohio State, Coventry, Glasgow og Nelson Mandela University i Sydafrika. Oplysningerne indgår i et mønster af selvmytologisering snarere end belagt akademisk erfaring.

Som usandsynlig den vej fra analfabetisme til akademisk stjerne lyder, var den mere troværdige del af de mange fantasifulde historier, Arday fortalte om sig selv. Resten faldt ved selv overfladisk granskning.

Partons værker kunne høres

Partons berømmelse hvilede på sange og optrædener, man kan vende tilbage til. Hun skrev og indspillede musik, byggede en klar offentlig persona og talte åbent om både succes og begrænsninger. En af hendes mest kendte sange hedder I Will Always Love You.

Sammenstillingen af de to dødsfald tegner forskellen mellem bedrag og gennemsigtighed. Parton var offentlig, men behøvede ikke at gøre livet større med påstande, der knækker ved første kontrol. Arday gjorde derimod sin egen baggrund til en del af sin autoritet. En fiktiv fortælling kan give hurtig adgang til rampelyset. Når den afsløres, kan følgerne blive personlige og institutionelle på én gang.

Hvis fabulisten Arday havde været mere som den åbne Parton, ville han næppe være berømt på samme måde. Han ville heller ikke være død. Den ene tilgang frigør; den anden kan være dødelig.