Ved grænsen til Israel ligger tre kristne landsbyer stadig beboet: Ain Ebel, Rmeich og Debl. Lokalt kaldes de «modstandens delta». De er de sidste kristne samfund i Libanons grænseområde og er endt på frontlinjen i en krig, beboerne hverken valgte eller støttede.

Efter kampene mellem Israel og Hizbollah eskalerede til fuld krig i 2024 har indbyggerne mødt dødsfald, ødelagte huse og en skarpere isolation fra resten af landet. De almindelige veje er beskadigede eller spærrede. Hjemrejsen foregår derfor i organiserede konvojer gennem militære checkpoints og israelsk-kontrolleret terræn – en strækning nogle kalder «vejen til Golgata».

Konvoj før daggry

Afrejsen ligger omkring klokken fem om morgenen. Omkring 30 personbiler og lastbiler kører sammen, oftest ledsaget af Caritas og FN-styrken Unifil, med humanitær hjælp om bord. Ifølge EWTN News kan turen, der tidligere tog cirka to timer fra Beirut, nu vare tolv timer eller mere. Nogle dage når konvojen først landsbyerne efter klokken seks om aftenen.

Første længere stop er et checkpoint bemandet af den libanesiske hær. Passagererne skal blive i køretøjerne i timevis. Også i sommerhede er det forbudt at stige ud. Spørgsmålet følger dem hele dagen: får konvojen lov at fortsætte, eller tvinges den tilbage til Beirut efter en hel dags venten?

Flag, soldater og hav uden adgang

Derefter går ruten ind på veje gennem israelsk-besat område. Israelske flag står langs strækningen. Soldater ses i bygninger, de har overtaget, mens israelske militærkøretøjer kører parallelt med konvojen. Ved Naqoura skimtes Middelhavet fra vejen. Beboerne har ikke længere adgang til kysten. Endnu en ventetid begynder der.

Flere beskriver forløbet som ydmygende. De er i eget land, men må vente på tilladelse fra en fremmed militærmagt for at nå hjem. Flyangreb høres undervejs, og sporene ses på bakkerne omkring vejen. Uroen stiger, også når kolonnen står stille.

«Sometimes we wait an entire week to receive approval and be able to return to our village.»

Konvojerne kører næsten dagligt. Hver afgang bærer samme usikkerhed: om vejen åbnes, om ventetiden forlænges, og om nogen overhovedet når frem. For familier med dræbte slægtninge og beskadigede huse er det ikke en almindelig hjemtur, men en tilladelsesstyret færd gennem et militært landskab.