Den 1. juli lod Pius X-broderskabet fire præster vie til biskopper under stor mediebevågenhed. Den 25. juli lod de mindre kendte transalpinske redemptorister en præst fra ordenssamfundet bispevie. Begge handlinger skete uden mandat fra paven, skriver biskop Czeslaw ifølge Katolsk.dk.
Ligesom ærkebiskop Marcel Lefebvres bispevielser i 1988 bryder de ifølge biskoppen Kirkens hierarkiske enhed. Han skriver, at de implicerede parter automatisk er ekskommunikeret. Ifølge hans fremstilling er alle gejstlige medlemmer af Pius X-broderskabet ligeledes ekskommunikeret, og det samme gælder alle, som på anden vis er organisatorisk tilsluttet broderskabet. Begge grupper beskrives derfor som værende i en skismatisk situation uden for Kirkens fællesskab.
Små tal, synlige strømninger
Talmæssigt udgør de to grupper et lille mindretal i forhold til den katolske Kirke. Lokalt er deres mindretalsstatus ifølge biskoppen endnu tydeligere mange steder. Det betyder efter hans opfattelse ikke, at strømningerne kan ignoreres. Han ser de ulovlige bispevielser som en kulmination på mere omfattende tendenser i Kirken.
Fejringen af messen efter missalet fra 1962, ofte kaldet den tridentinske ritus, er for mange det mest synlige udtryk for disse strømninger. Biskoppen skelner mellem en personlig præference for 1962-messen og holdninger, der også udtrykker skepsis over for den reformerede liturgi eller manglende tillid til, at Kirken efter Andet Vatikankoncil fortsat formidler den overleverede lære.
Koncilet og den overleverede lære
Koncilet har ifølge biskoppen ikke forandret Kirkens lære. Det har søgt veje til bedre at udtrykke og forkynde det bestående kristne budskab. I nogle tilfælde skete det ved at vende tilbage til former, som tydeligere viser Kirken som et fællesskab, hvor gejstlige og lægfolk repræsenterer Kirken i forskellige roller.
Samtidig har koncilet ifølge biskoppen igen rettet opmærksomheden mod det almindelige præstedømme. Alle døbte og firmede deltager i samarbejde med embedspræstedømmet i Kirkens forkyndelse og liv. Liturgien, ikke mindst fejringen af eukaristien, er dermed igen blevet en tydeligere ramme om hele gudsfolkets tilbedelse og forkyndelsen af Kristi frelsesværk.
Enhed udfordret uden formelt skisma
Kirkens enhed og sammenhængskraft udfordres efter biskoppens opfattelse også på andre måder end ved formelle skismatiske handlinger. Grupperinger, der ønsker radikale forandringer i Kirken, benægter ifølge hans analyse ofte i både teori og praksis væsentlige dele af Kirkens traditionelle lære, sådan som den er formuleret i Andet Vatikankoncils dokumenter og Den Katolske Kirkes Katekismus.
Truslen mod Kirkens sammenhængskraft handler i biskoppens ræsonnement derfor ikke kun om formelle skismatiske handlinger. Den handler også om tilliden til Kirkens formidling af læren, koncilets beslutninger og den liturgiske fornyelse.
