Politikken i USA har drejet, siden James Kalb i 2020 skrev en klumme om wokeness. Trumpadministrationen har rettet ind mod DEI-krav. Højesteret har taget afstand fra brugen af race som kriterium ved optagelser, en grundpille i akademiske affirmative action-programmer. Alligevel er der ifølge Kalb ikke ændret meget i bunden.
Det er udgangspunktet for hans essay i Catholic World Report den 5. oktober 2026.
En sag i britisk akademi
Kalb peger på den såkaldte Jason Arday-affære, som efter hans vurdering viser wokeness' fortsatte magt på det britiske eliteakademi. Dér, skriver han, sidder de anerkendte forvaltere af Vestens højeste intellektuelle ambitioner. At woke-overvejelser stadig tæller i det miljø tyder på, at tingene i sidste ende ikke har ændret sig nævneværdigt.
Billedet står i kontrast til de politiske nyheder. Selv Alexandria Ocasio-Cortez siger i dag, at "Woke 1 was crazy". En bemærkelsesværdig formulering fra en af bevægelsens mest profilerede politikere. Men den ændrer ifølge Kalb ikke logikken under den.
Wokeness som logisk konsekvens
For Kalb er wokeness ingen forbigående modebølge. Den er en direkte konsekvens af den egalitære opfattelse af, at forskelle mellem grupper ikke bidrager nævneværdigt til økonomiske og sociale uligheder. På det grundlag er en ulighed som forskellen i gennemsnitsløn mellem mænd og kvinder en systemisk uretfærdighed, der skal væk.
Det nuværende retfærdighedsbegreb kræver, at lige individer og grupper ender i lige positioner. Spørgsmålet bliver da, hvorfor nogle grupper ikke sidder på lige mange prestigefyldte og lukrative stillinger. Enten skyldes det institutionaliseret uretfærdighed – eller også har grupperne ikke, hvad der skal til, og fortjener stillingerne ikke. Det sidste er ifølge Kalb ingen holdbar position i offentlig debat.
"It is very difficult to avoid that logic in today's public life."
Politikkens egeninteresse
Her kommer demokratiet ind. At fremme hver enkelt persons egeninteresse er, hvad politik i et demokratisk forbrugersamfund hævder at handle om. I et sådant miljø spørger Kalb: Hvor mange politikere, der skal tilbyde noget til alle, lykkes det længe at hævde, at uligheder ikke bør afhjælpes?
Svaret ligger i spørgsmålets retorik. Logikken peger én vej. Den, der accepterer præmissen om, at lige mennesker skal ende i lige situationer, havner snart i kravet om, at forskellene mellem grupper skal forklares af uretfærdigheder – og i kravet om at udrydde dem.
En fare for kirken
Kalb vender tilbage til sin klumme fra 2020. Wokeness' ambition og moralisme tillod, efter hans dengang vurdering, ingen uafhængige autoriteter eller standarder. Netop derfor udgjorde den en fare for Kirken og troen. En bevægelse, der ikke anerkender standarder ud over sig selv, kan ifølge Kalb ikke forhandles med. Den kan kun modstås eller accepteres.
At det politiske vejr har vendt – med afviklede DEI-krav og domsafgørelser mod race som optagelseskriterium – ændrer ikke fundamentet. Wokeness er ikke først og fremmest et sæt politikker, men en retfærdighedsopfattelse, der sidder dybere i den offentlige samtale. Så længe den egalitære præmis står fast, vil konsekvenserne vende tilbage, i nye former og under nye navne.
Essayet i Catholic World Report er dermed ingen sejrsdeklaration. Det er en påmindelse om, at skift i Washington ikke i sig selv nedlægger en idé. Idéen lever videre dér, hvor den har sine stærkeste fæstninger – ikke mindst i akademiet, som ifølge Kalb stadig fungerer som dens forvalter.
