Hjemme hos en britisk-amerikansk familie faldt et enkelt ord forkert. Datteren meddelte, at man ikke siger »what«, men »pardon«, når man ikke har hørt, hvad der blev sagt. Forældrene blev forskrækkede.
I britisk daglig tale er »what« den almindelige genvej. Det dækker både »hvad vil du mig?« og »hvad sagde du?«. Arbejdende folk og ubekymret overklasse bruger det uden at tøve. »Pardon me?« derimod lugter ifølge skribenten Ed Condon i The Pillar af anstrengt middelklasse – en markør, man helst undgår, hvis barnet skal besøge hjemlandet uden at lyde som Hyacinth Bucket.
To sprogmiljøer under samme tag
Parret forsøger at opdrage datteren til at færdes i to verdener. Lokale vaner skal respekteres. Samtidig skal hun kunne de engelske manerer, forældrene selv voksede op med. Målet er ikke at vælge den ene kode fra, men at hun kan skifte uden at miste fatningen.
Hvor hun har hørt »pardon«, ved de ikke. JD og Michelle siger, at det ikke er så udbredt i amerikansk brug. En velmenende voksen kan have rettet hende. Forældrene tøver med at rette hårdt tilbage. De vil heller ikke lade et udtryk passere, der i britisk selskab vækker den forkerte opmærksomhed.
don’t say what, [you] say pardon.
Sætningen kom fra barnet selv. Den satte skellet mellem de to sprogkulturer i relief.
»What« som hverdagsord
Børn spørger først »hvorfor?«. Dernæst kommer det korte »what«. I huset har det ord været uproblematisk. Det er ikke bare acceptabelt i britisk brug; det er den foretrukne formulering, når man ikke har fanget samtalepartneren.
Manners og forventninger skifter med sted og selskab. Det samme engelske ord bærer forskellig vægt på hver side af Atlanten. At kunne holde sig tilpas blandt forskellige mennesker er en færdighed. Det er også en kilde til vagtsomhed, når man opdrager et barn til begge koder.
Rettelse uden at lukke munden
Forældrene står med et praktisk dilemma. Retter de for skarpt, afviser de noget, barnet har fået af en voksen med gode hensigter. Lader de det passere, kan hun tage et udtryk med sig, der i britisk miljø signalerer stræben snarere end høflighed.
Sagen handler ikke om, hvilket ord der er objektivt rigtigt. Den handler om at høre, hvor man er. Kulturel tosprogethed – det nogle kalder code switching – er her ikke en parlortrick, men en del af opdragelsen. Barnet lærer, at spørgsmål ikke kun henter information. De bærer også vaner, minder og sociale grænser.
Condon skriver anekdoten som hverdagsstof fra forældrelivet. Den peger alligevel på en konkret forskel: samme engelsk, forskellige klassemarkører. Datterens »pardon« bliver et lille prøvestykke på familiens ambition – at hun kan spørge, svare og skifte tone uden at frygte for at tale forkert i nogen af verdenerne.
