Katolikker skal samarbejde med Folkekirken, men ikke købe ekumenisk venskab ved at gøre egen tro usynlig. Det mærkes i det små: en bus til søndagsmessen i februar-mørket, en trækirke hvor den katolske menighed låner et rum, en luthersk nabo der sender julehilsen og stiller op, når nogen mangler hjælp. I en menighed, hvor messen fejres på tre sprog, kan den samme nabo være den, der finder ekstra stole, når lokalet ikke rækker. Det er ikke høflig diplomati. Det er venskab – og venskab er en af ekumenikkens mest troværdige former. Netop derfor skal vi turde tale om prisen.
Når katolikker undgår ord som offer, præsteembede, kirkens enhed og Kristi virkelige nærvær i eukaristien, for at ingen skal blive ukomfortabel, bliver evangeliet ikke mere begribeligt. Det bliver mindre. Den forsigtige tone har et stærkt forsvar. Det fortjener at blive hørt uden karikatur.
Hvorfor tone forskellene ned
Den, der vil dæmpe forskellene, har et seriøst argument. Norden er sekulariseret, og kristne menigheder er ofte små og trætte. Folkekirken og Den katolske Kirke deler troen på den treenige Gud, dåben, Bibelen og Jesus Kristus som verdens frelser. I mange byer beder man sammen og samarbejder om mennesker, der mangler mad, tag over hovedet eller en vej ud af ensomhed. Hvorfor så lægge vægt på det, der skiller?
Argumentet fortsætter: De fleste møder kirken gennem ansigter, ikke gennem læredokumenter. Hvis katolikker konstant understreger ulighederne, kan det lyde, som om renlærighed betyder mere for os end kærlighed. Den, der allerede tror, at kirkerne kun konkurrerer om indflydelse, får sin mistanke bekræftet. Ekumenikken har derfor, siger man, brug for mindre teologisk markering og mere fælles liv. Det er ikke et dumt argument. En katolik, der behandler Folkekirken som en åndelig fremmed magt, har misset både historien og nåden. Vi skal ikke fornægte det gode, Gud virker hos andre kristne, og vi skal ikke bruge lære som våben i hver samtale. Værdig ekumenik kræver lydhørhed, tålmodighed og evne til at lytte.
Enhed bliver ikke sandere af vag lære
Alligevel holder indvendingen ikke hele vejen. Kærlighed er ikke det samme som at slette identiteten. En luthersk ven behøver ikke, at jeg lader, som om vore kirker lærer det samme om eukaristien. Hun behøver at vide, at jeg tager hendes tro alvorligt nok til at tale sandt om min egen. Ellers bliver relationen høflig, men overfladisk.
Katolsk lære er ikke en samling særinteresser, man kan lægge til side for at skabe hygge. Den udtrykker overbevisningen om, at Kristus har betroet kirken et synligt opdrag, at apostlenes tro skal bevares, og at enhed ikke bare er en følelse, men også fællesskab i tro, sakramenter og kirkeligt liv. Derfor skal vi forstå, hvorfor fuld enhed endnu ikke findes.
I Stockholms katolske stift mødes mennesker fra flere kontinenter, sprog og kirkelige erfaringer. Der findes også lutherske naboer, der hjælper, når lokaler mangler, eller når nogen har brug for støtte. Netop dér bliver fristelsen stærk til at tale så generelt om kristen enhed, at ingen længere hører, hvad katolikker faktisk tror. Men mangfoldigheden gør klar lære vigtigere, ikke mindre vigtig.
Sådan ser ærlig ekumenik ud
Vi bør bede sammen, hvor det er muligt og rigtigt. Vi bør samarbejde med Folkekirken, når mennesker har brug for mad, beskyttelse, besøg eller håb. Og vi bør tale åbent om forskellene uden triumfalisme. En katolik skal kunne sige: «Vi deler meget, men vi er endnu ikke én kirke.» Det er ikke et afvisning. Det er en bøn om en sandere enhed.
Præster og lægfolk bør derfor holde op med at bruge ekumenik som undskyldning for teologisk vaghed. Prædikenen behøver ikke blive polemisk, men den må ikke blive indholdsløs. Katolske forældre skal kunne forklare deres børn, hvorfor messen ikke bare er en samling, hvorfor kirkens lære spiller en rolle, og hvorfor respekt for andre kristne ikke kræver, at man lader, som om forskellene ikke findes.
Den lutherske majoritetskirke bør på sin side ikke forlange katolsk venlighed til gengæld for katolsk tavshed. Den, der virkelig vil have enhed, bør ville vide, hvad den anden holder fast ved. Venskab, der ikke tåler sandheden, er bare samforstandets tyndeste fernis.
Ekumenikken koster tid, ydmyghed og beredskab til at blive korrigeret. Det er en pris, vi skal betale. Men den må ikke koste os vor lære. Gå derfor til den lutherske nabo med åbne hænder, bed sammen, når kirkens orden tillader det, og tal tydeligt om, hvad katolikker tror. Enheden skal søges i sandheden – ikke købes gennem selvudslettelse. Næste gang nogen beder dig om at «holde det enkelt» i fælles bøn, så sig nej til den form for enkelhed, der sletter alterets offer. Bed hellere én ærlig aftenbøn end ti, der lyder som om intet skiller.