Zamboyé i det vestlige Centralafrikanske Republik mistede over 100 mennesker den 18. august, da et åbent guldgruveområde styrtede sammen. Hundreder af håndværksmæssige guldgravere arbejdede på stedet tæt på grænsen til Cameroun, da jordmasserne gled ned over dem.
Området ligger i Nana-Mambéré-præfekturet nær byen Garoua-Boulai. Arbejderne søgte små mængder guld i grus under store jordlag. Borgmester Abdon Adamou i Garoua-Boulai fortalte Crux, at jord gravet væk for at nå det guldførende lag efterhånden havde samlet sig til et stort bjerg af ler. Kraftig regn de seneste dage trængte ind i massen. Jorden revnede og skred derefter ned over arbejdspladsen.
Regeringen lukkede gruveområdet
Regeringen i Centralafrikanske Republik lukkede stedet lørdag. Begrundelsen var, at driften ikke fulgte gældende regler. De omkomne arbejdede illegalt ved minen. Håndværksmæssig minedrift sker ofte uden tilstrækkeligt beskyttelsesudstyr. Arbejdere søger forekomster i forladte miner eller graver egne skakter uden at overholde sikkerhedskrav.
Ulykken kom efter en anden dødsulykke i det sydlige Afrika. Den 10. august omkom 14 minearbejdere, da en forladt mine styrtede sammen i den uformelle bebyggelse Nkaneng nær Rustenburg og Marikana i Sydafrika.
Bøn efter Angelus
Efter Angelus bad paven Leo XIV for dem, der mistede livet. Han stod tæt på befolkningen i Centralafrikanske Republik, som sørger efter kollapset i Zamboyé. Han bad, at Herren ville tage imod de døde og støtte indsatsen for sikrere og lovlige miner.
«I am also close to the people of the Central African Republic,»
Stiftets biskop sørger
Katolske stift Bouar er berørt af ulykken. Biskop Miroslaw Gucwa sagde i en udtalelse den 20. august, at han havde modtaget budskabet med stor sorg. Han kaldte hændelsen et ødelæggende tab for de dødes familier og for stiftets fællesskab. Gucwa udtrykte medfølelse med de pårørende, de dødes nærmeste og alle, der kendte dem. Han bad også, at de omkomne måtte tages imod i Herrens fred og i opstandelsens lys.
Myndighedernes lukning af området ændrer ikke det faktum, at mange familier nu mangler forsørgere. Arbejdet med at sikre lovlig og forsvarlig drift ved lignende pladser står tilbage som et konkret krav fra både kirkelige og civile stemmer.
