Tusindvis af unge fylder igen Rimini ved sommerens store Meeting, der er vokset ud af Communion and Liberation. Budskabet fra talerstolen handlede om ansvar i en tid med flere krige, drab på civile og børn i Gaza og Ukraine samt stigende militærudgifter.
Ifølge paven Leo XIV skal katolsk kultur se den virkelighed, mennesker lever i, i øjnene. Mod en påstået realisme, der opruster sind, ord og nationer, satte han en anden holdning: barmhjertighedens realisme.
«Against the false realism that rearms minds, words, and nations, Catholic culture today must set the realism of mercy, in which there can be no enemies, and all people, even adversaries, are brothers and sisters to be looked in the eye and encountered in truth.»
Kærlighed som frælsningens metode
Det kristne svar er kærlighed, formuleret som frælsningens metode og legemliggjort i den korsfæstede Messias. At følge Kristus efter det tyvende århundredes katastrofer betyder at indse, at det onde ikke bekæmpes med mere ondt.
Der er brug for mennesker, der konkret vil frigøre samlivet fra mistænksomhed, arbejdet fra afgudsdyrkelse af profit og teknik og finans fra en økonomi, der tjener døden. Vatican News knytter ordene til den usikre internationale situation, hvor stater investerer stadig større beløb i oprustning.
Meeting som korsvej, ikke enklave
Leo XIV mindede om mødets kald: ikke at være en lukket enklave, men en korsvej for møder og dialog. Derfor kaldte han dette for ansvarlighedens time. Deltagerne blev bedt om at tage risici og udvide båndene ud over snævre tilhørsforhold.
Grupper og fællesskaber i Communion and Liberation skal fungere som afsæt ind i hele virkeligheden. De må ikke trække sig væk fra brødre og søstre med andre kulturer, følsomheder og baggrunde, især de fattigste.
Kærlighed findes kun i frihed, i levende møde og i generøs gave af sig selv. Der er aldrig tvang, indoktrinering eller rekruttering i kærlighed.
Uretfærdige magtforhold og lægfolks ansvar
Paven opfordrede til at blotlægge de uretfærdige magtforhold, der ligger til grund for fattigdom og ulighed, krig og miljøkatastrofer. Appellen knytter an til den linje, han har fulgt fra pontifikatets første dag om en fred, der er ubevæbnet og afvæbnende. Den bliver et kriterium for katolske lægfolks sociale og politiske engagement.
Allerede for 44 år siden talte Johannes Paul II ved samme møde om skønheden i ord som «møde» og «venskab mellem folkene» under det, han kaldte dramatiske øjeblikke i verdenshistorien. I dag er situationen mere usikker. Ordene i Rimini var ikke kun ment til lejligheden, men som en præcis invitation til dem, der skal bære dem videre.
Den Hellige Stols budskab sætter dermed Meeting midt i kravet om at ændre relationer, økonomi og politisk ansvar – uden at gøre fjenden til noget andet end en bror eller søster, man møder i sandhed.
