Når jeg kommer ud fra S:t Kristoffers kirke på Malmbrogatan, hører jeg Ølandsbroen, før jeg ser den. Vinden tager fat. På Larmtorget sidder valgplakaterne allerede i flere lag. Nogen har tapet hen over et smil. En anden har skrevet et ord, jeg ikke gentager her. Der er fire uger til søndag den 13. september, hvor Sverige vælger riksdag, region og kommune på samme dag. Forskudsstemningen åbner den 26. august. Jeg tænker at gå til messe først. Så tænker jeg at stemme.

Jeg hedder Helena og bor i Kalmar. Jeg er katolik. Det er ikke en identitet, jeg hænger på yderdøren, og ikke en hemmelighed, jeg gemmer i kommodeskuffen. Det er det liv, jeg forsøger at leve: søndagsmesse, skriftemål når samvittigheden skurrer, katekese med børnene om lørdagen, en tallerken mad til den, der netop er kommet og endnu ikke kan sproget. I vores kirke høres svensk, polsk, vietnamesisk og mere til. Vi er ikke mange. Vi er nok til at fylde bænkene, når det er højtid, og få nok til at hvert fravær mærkes.

Katolsk liv er ikke en mening. Det er en adresse.

At være katolik i Sverige er at bo i et mindretal, der ikke længere er eksotisk og heller ikke er majoritet. I Kalmar ses det konkret. Kirken ligger på Malmen, i et gammelt kapel, der engang var metodisternes S:t Paul. Helgenen over døren er byens egen: Kristoffer, han som bar Kristus over vandet. Jeg har tænkt mere på det i år. Vi bærer ikke Kristus kun til alteret. Vi bærer ham til arbejdet, til hjemmeplejen, til skolebussen, til tilhørerpladsen i kommunalbestyrelsen. Hvis vi ikke gør det, gør en anden det med et andet evangelium: nytten, angsten, slægten, partiet.

Hverdagen er ikke heroisk. Den er tidlig bus, aftensmad, en nabo der spørger, hvorfor børnene ikke er med til fodboldcuppen netop den søndag. Sommetider er svaret messen. Sommetider er svaret, at vi kommer bagefter. Jeg nægter den svenske fristelse at gøre troen til en indre følelse, der ikke må forstyrre skemaet. En tro, der ikke synes i kalenderen, er en tro jeg ikke stoler på hos mig selv.

Der findes en anden fristelse, især hos os der er få: at holde os fra politikken. Vi skal ikke støde nogen. Vi skal være taknemmelige for overhovedet at have en kirke. Vi skal ikke lyde, som om vi vil styre landet. Jeg har hørt det i kaffestuen, og jeg har tænkt det selv. Det er en bekvem lydighed. Den er ikke katolsk.

Kirken beder os ikke om et partinavn. Hun beder os om en stemme.

I april i år offentliggjorde Justitia et Pax i Stockholms katolske stift en opfordring forud for valget den 13. september. Den hedder netop sådan. Den peger ikke et parti ud. Den gør noget strengere: den minder om, at de døbte er kaldet til at bygge Guds rige også på den politiske arena, lokalt, regionalt og nationalt. Andet Vatikankoncil sagde det i Gaudium et spes. Kommissionen gentager det nu, sort på hvidt: under alle omstændigheder skal de troende stemme. De skal også informere sig. Den, der kan stille op, skal ikke skamme sig over det.

Teksten skelner mellem to slags spørgsmål, og den skelnen er det bedste, jeg længe har læst i en svensk valgkamp. Det meste i dagspolitikken hører til det, der kaldes praktisk visdom: sikkerhed, økonomi, klima, kriminalitet, migration, sociale ydelser, hvem der skal danne regering. Der kan to katolikker med ren samvittighed lande forskelligt. Demokrati er ikke et meningsfællesskab. Det er en orden til at løse værdikonflikter uden at slå hinanden i hovedet. Solidaritet, subsidiaritet og det fælles bedste skal lyse op i afvejningen. Ikke erstatte den.

Så kommer de absolutte værdier. De sætter grænsen for, hvad der overhovedet er moralsk forsvarligt. Hvert menneske har ret til livet fra undfangelsen til den naturlige død. Det er ikke et kampagneslogan. Det er personalitetsprincippet, det samme som bærer Kirkens tale om rettigheder, retfærdighed og fred. Johannes Paul II skrev det i Evangelium vitae. Dikasteriet for troslæren gentog det i 2024 i Dignitas infinita. Abort og aktiv dødshjælp fordømmes ikke, fordi de er umoderne. De fordømmes for, hvad de er: det tilsigtede drab på den, der ikke kan værge sig.

Justitia et Pax skriver rent ud, at en grundlovsændring, der skriver en såkaldt ret til abort ind i regeringsformen, venter på anden behandling i den riksdag, vi nu skal vælge. Over tredive tusind ufødte børn mister livet hvert år i Sverige. Alle nuværende riksdagspartier står bag både forslaget og den gældende abortlov. Kirken beklager det dybt. Det gør jeg også. Det betyder ikke, at jeg holder op med at stemme. Det betyder, at jeg ikke lader som om valget kun er en smagssag om skattesatser, når livet selv står på spil i andre spørgsmål, der stadig ikke er låst.

Dødshjælpen er et sådant spørgsmål. Der er der stadig forskelle. Nogle partier vil have staten til betingelsesløst at udrede en legalisering. I lande, der har indført dødshjælp, har netop en sådan udredning været første skridt. Andre partier afviser både udredning og sag. Kommissionen siger, at katolikker har pligt til først at søge en stemme, der faktisk kan påvirke lovgivningen om de absolutte værdier i mandatperioden 2026–2030. Først derefter må den praktiske visdom veje resten. Ikke omvendt. Ikke som en efterrationalisering, når partifarven allerede er valgt.

Kalmar stemmer også i kommunen

Vi har tre stemmesedler. Jeg hører katolikker tale, som om kun riksdagen tæller. Det er en Stockholm-fejl. I Kalmar kommune besluttes der om ældrepleje, skole, handicapkørsel, hvordan vi taler om dem, der ikke stemmes ind i nogen fin sal. I regionen besluttes der om fødsel, palliativ behandling, den sidste tid. Hvis Kirken lærer, at livet er ukrænkeligt til den naturlige død, så er hjemmeplejens minutjagt og manglen på palliative pladser ikke sidespor. De er sjælesorg i offentlig regi — eller manglen på den.

Endnu en sag løfter Justitia et Pax særligt, fordi den ser ud til at blive valgkamp igen: konfessionelle skoler. Der findes ingen katolsk partilinje for, hvordan skolepengene skal regnes. Der findes derimod en grænse. Forældre har ret og pligt til at forme børnenes opdragelse. Internationale konventioner slår det fast. Staten må kræve en fælles læreplan og kontrollere kundskaberne. Staten må ikke kræve, at hele skoledagen tømmes for bøn, velsignelse og tro, samtidig med at andre livssyn uden videre bliver obligatoriske indslag i undervisningen. Den dobbelthed kender jeg. Den ses ikke kun i storbyerne.

Jeg skal ikke lade som om jeg har en færdig liste. Jeg skal læse partiernes tekster om dødshjælp. Jeg skal læse, hvad de siger om skolen, om den der er gammel, om den der netop har fået ophold og om den der ikke har. Jeg skal lytte efter tonen. Kommissionen beder os bedømme ikke kun forslagene, men måderne at tale om de mennesker, der berøres. Det er en hårdere prøve end de fleste debatter i fjernsynet. Man hører hurtigt, hvem der taler om personer, og hvem der taler om problemer.

Vi må ikke kløve menigheden efter stemmeseddel

Paul VI advarede imod at tage sin egen praktiske visdom for den katolske tro. To lige gode katolikker, der begge har ladet troen lyse op i omdømmet, kan ende i forskellige båse. Så længe samvittigheden har taget de absolutte værdier alvorligt og vejet sociallærens principper, er den anden ikke en frafalden. Hun er en søster eller bror, der regnede anderledes. Mister vi det, mister vi mere end et valg. Vi mister evnen til at gå til kommunion ved siden af hinanden på Malmbrogatan i oktober.

Jeg opfordrer altså ikke til et parti. Jeg opfordrer til lydighed over for det, Kirken faktisk har sagt i år, sort på hvidt, underskrevet i Stockholm den 15. april af pater Thomas Idergard og Ludwig Gelot for Justitia et Pax. Læs teksten. Den ligger åbent hos Den katolske kirke i Sverige. Form samvittigheden der, ikke i kommentarfeltet. Gå til messe den 13. september. Gå så hen og stem, i alle tre valg. Lad ikke sedlen ligge blank af træthed eller af en falsk fromhed, der kalder passivitet for ydmyghed.

Kristoffer bar barnet over vandet og opdagede, at det var tungere end verden. Sådan er det at være katolik i Kalmar også. Vi er få. Stemmerne er ikke få. En stemme formet af Kirken vejer mere end en stemme formet af frygt. Jeg tænker at lægge den. Jeg tænker at bede for dem, der lægger en anden. Og jeg tænker ikke at lade som om søndag den 13. september er en dag, hvor troen kan blive i kirken, mens vi går hen og handler.

Helena, Kalmar