Kommuniteten i Bose i provinsen Biella mistede sin grundlægger den 1. september. Enzo Bianchi døde 83 år gammel efter sygdom. Kardinal Gianfranco Ravasi, formand emeritus for det pavelige kulturråd under Den Hellige Stol, valgte få timer senere at tegne et personligt minde – trods et gammelt løfte om det modsatte.
De to var jævnaldrende. Bianchi født 1943, Ravasi 1942. Venskabet strakte sig over omkring 40 år. Engang aftalte de, at den, der døde sidst, ikke skulle skrive mindeord om den første. Ravasi brød aftalen alligevel. Vatican News bragte hans erindring.
Mennesket uden én kategori
Ravasi placerer ikke vennen i en enkelt akademisk eller kirkelig bås. Bianchi bevægede sig mellem teologi, politik, kultur og kunst. Intet menneskeligt stod ham fjernt. Kardinalen fremhæver en eklektisk følsomhed, typisk for begavede mennesker, og en slagkraftig personlighed.
«Han var så meget. Jeg husker ham kun som et menneske, et meget menneskeligt sådant»
Tyngdepunktet lå i Skriften. Bianchi ville gøre Guds ord til daglig næring, brød brudt for folket, ikke tekst for specialister. Troende og ikke-troende skulle kunne møde sandhed, godhed og skønhed som ét. Troskab mod Ordet bandt mangfoldigheden sammen.
Køkkenbordet og fasten
Madlavning hørte med. Bianchi sagde gerne, at han hellere ville huskes som stor kok end som forfatter. Ravasi spiste flere gange hos ham i Bose, når han kom for at meditere under fasten. Gastronomen Carlin Petrini, kendt i italiensk køkken, skal have kaldt Bianchi en bedre kok end sig selv.
I en lille bog til yngre læsere tegnede Bianchi Kristus som en rabbiner, der elskede festmåltider. Bordfællesskabet pegede mod eukaristien og mod dem, der stod langt fra. Maden blev teologi i praksis.
Bose, natur og broderskab
Landsbyen og de grønne marker omkring Bose spejlede hans syn på skabelsen. Kommuniteten blev mødested på tværs af traditioner. Ravasi nævner bånd til den ortodokse østkirke og til protestanter. Ærkebiskoppen af Canterbury opholdt sig en tid i Bose for meditation.
Broderskab løb som rød tråd gennem vidnesbyrdet og gav titel til et af de sidste litterære værker. Senere år bragte afstand til den oprindelige gemenskap. Ravasi ser det som et vilkår for mange grundlæggere: at ende langt fra det, man selv har bygget, og måtte finde en ny vej.
Til sidst peger kardinalen på to bibelsteder, han forbinder med Bianchi. Salme 119, vers 105 om Ordet som lygte for foden og lys på stien. Og Esajas’ bøn om, at himlen rives itu, og Gud stiger ned. Når Kristus er steget ned, bliver han lampe for skridtene. Det vidste Bianchi, siger Ravasi.
