Rimini fyldte auditoriet den 22. august, da omkring 60.000 mennesker mødte op til det 47. Meeting for Friendship Among the Peoples. Efter et kort ophold i San Marino ankom paven til den italienske by og hilste spontant forsamlingen. Den stærkeste applaus, sagde han, burde gå til Jesus Kristus.
Mødet arrangeres hvert år af den internationale bevægelse Communion and Liberation. EWTN News berettede om besøget og talen, der kredsede om socialt venskab, brorskab og den konkrete person før grænser og institutioner.
Kærlighed som kraft og lov
Til de fremmødte slog han fast, at «love is the force that can transform the world.» Han knyttede budskabet til sine nærmeste forgængeres undervisning om socialt venskab og menneskelig forening og fremhævede Rimini-mødets værdi for netop de idealer.
Med henvisning til Andet Vatikankoncils pastoralkonstitution Gaudium et spes kaldte han tiden et ansvarets øjeblik blandt mennesker. Kærligheden er ikke en privat følelse ved siden af samfundslivet, men grundlaget for et broderligt samfund. Som i himlen, som på jorden, er kærlighed livets lov og den korsfæstede Messias’ metode til forløsning, lød det i talen.
Barmhjertighedens realisme
Han stillede denne holdning op imod det, han kaldte en falsk realisme, der ruster sind, ord og nationer. Den katolske kultur må i stedet svare med barmhjertighedens realisme: fjender kan ikke eksistere som endegyldig kategori; også modstandere er brødre, man ser i øjnene og modtager med oprigtighed.
I anerkendelsen af værdigheden som Guds børn møder man det, der oprindeligt forener mennesker – hinsides mangfoldighed, adskillelse og konflikt. Derfra kan man genkende hinanden, lytte og bygge venskab, mellem personer og dermed også mellem folk. Før grænser, definitioner og institutioner er der altid mennesker.
At følge Jesus Kristus efter det tyvende århundredes tragedier og nye begyndelser indebærer en klar bevidsthed: det onde bekæmpes ikke med ondt.
Unge og en åben fremtid
Særligt til de unge sagde han, at de er et tegn på, at fremtiden er et løfte, ikke en trussel, og vidner om en kærlighed, der stadig vækker håb. Kærlighed sætter i bevægelse, driver frem, vækker af sløvhed, inspirerer nye kald og kalder til at tage risici.
Han opfordrede forsamlingen til i fællesskab at finde vejen og bygge en verden af fred og kærlighed. Hjertet, stort og i stand til at elske, må ikke lukke sig; det skal åbne sig for ægte universalitet og udvide båndene ud over for snævre tilhørsforhold.
