Köln omkring år 1030. Der blev den dreng født, som kirken senere kom til at kalde sankt Bruno. Detaljerne om hans familie er omdiskuterede, men om fødestedet og uddannelsesvejen er der samstemmighed: han blev sendt til Reims i Frankrig for at studere.
Lærer og kansler i Reims
Bruno var sandsynligvis kun omkring seksogtyve år, da han fik embedet som studiedirektør i Reims. Han bestred det i to årtier. Mange af hans elever blev senere biskopper, priorer og abbeder – og én blev pave.
Mændene omkring ham roste hans visdom og hans sproglige evner. En beundrer skrev: «Those who drank of his spring became philosophers.»
I 1068 døde ærkebiskoppen af Reims. En mand ved navn Manasses efterfulgte ham. Bruno blev udnævnt til stiftskansler, og hans stjerne syntes at stige.
Kannik med egen husstand
Bruno var kannik ved domkirken. Livet som kannik lignede både munkens og den sekulære præsts. Han havde en bolig uden for klostergården, en indkomst og tjenestefolk. Sammen med de tooghalvfjerds andre kanniker bad han tidebønnerne til faste tider hver dag.
Men embedet fyldte ham ikke. Bruno ville kun leve alene med Gud som eremit.
Ingen grundlægger – alligevel en fader
Her ligger paradokset. Sankt Bruno agtede aldrig at grundlægge en religiøs orden. Han søgte ensomheden, ikke en institution. Alligevel regnes han som fader til kartuserne, den orden, der stadig forbindes med tavshed, ensomhed og bøn.
Enhver orden har sit eget karisma, og ethvert karisma giver Gud ære på sin måde. Moder Teresas Missionaries of Charity tjener de fattigste blandt de fattige. Dominikanerordenen forkynder Guds ord. Kartusernes del er tavsheden.
En kartusermunk tilbringer ifølge oplysningerne omkring fjorten timer om dagen i bøn, lectio divina og studier. Seks af disse timer tilbringes i kirken, otte alene i cellen.
Fra kansli til ørken
Brunos historie bevæger sig i to retninger. Opad, mod magten: studiedirektør, stiftskansler, lærer for kirkens fremtidige ledere. Og indad, mod ensomheden: eremitten, der forlod karrierens spor for en celle.
At skelne mellem det dokumenterede og det traditionelle er ikke altid muligt. Familiens navn er usikkert. Fødselsåret opgives kun med et omkring. Men grundtrækkene står fast: Köln, Reims, kanniktjenesten, embedet som studiedirektør, kanslerposten – og beslutningen om at søge Gud alene.
Bruno grundlagde altså ingen orden. Ordenen grundlagde sig i stedet på ham, på den livsform, han valgte. Derfor betragter kartuserne ham i dag som deres åndelige fader, selv om han selv aldrig planlagde noget sådant.
Kilde: Catholic World Report.
