Seks personer, blandt dem to missionsbiskopper, er erklæret ærværdige, efter at pave Leo XIV har anerkendt deres heroiske dyder.

Ved en audiens lørdag den 24. oktober med kardinal Marcello Semeraro, præfekt for Dikasteriet for Helgenkåringssager, gav paven dikasteriet tilladelse til at offentliggøre de pågældende dekreter, skriver Vatican News.

Bavosi tilhørte Focolarebevægelsen

Margarita Bavosi, kaldet "Luminosa", var indviet lægkvinde i Focolarebevægelsen. Blandt de seks er også stiftspræsterne Domenico Pogliani fra ærkebispedømmet Milano og Alessandro Vitetti fra bispedømmet Rossano-Cariati. Kapucinerbroderen Daniele af San Giovanni Rotondo var åndelig søn af den hellige Pio af Pietrelcina.

Missionsbiskopper i Peru og Indien

Friedrich Kaiser Depel var den første territorialprælat af Caravelí i Peru. Han grundlagde Missionary Sisters of Jesus, Word and Victim, et søsterfællesskab, der skulle afhjælpe præstemangelen og bringe troen ud til samfund i Andesbjergene. Fællesskabet bestod af unge lokale kvinder.

I april 1939 blev Kaiser Depel sendt til Peru, hvor hans kongregation, Det Hellige Hjertes Missionærer (MSC), havde oprettet en ny mission. Pave Pius XII udnævnte ham den 21. november 1957 til første prælat af Caravelí. Han blev bispeviet den 7. december 1963 og deltog i alle fire samlinger af Andet Vatikankoncil mellem 1962 og 1965.

På grund af dårligt helbred trådte han tilbage som prælat den 25. maj 1971. Derefter helligede han sig søstrenes teologiske og åndelige dannelse.

Oreste Marengo var salesianer og virkede som biskop i Indien. Han blev født den 29. august 1906 i Diano d'Alba i den italienske provins Cuneo. Som 13-årig flyttede han til Torino for at begynde sin salesianske uddannelse.