Mange fyldte Peterskirken for at høre katekesen om kirkemusik. Før talen blev der læst fra Kolossenserbrevet: Kristi ord skal bo rigt hos jer; undervís og vejled hinanden med salmer, hymner og åndelige sange af et taknemmeligt hjerte. Alt skal ske i Herren Jesu navn.
Det sjette kapitel i Andet Vatikankoncils konstitution Sacrosanctum concilium stod i centrum. Her slås det fast, at den universelle kirkes musikalske tradition har skabt en uvurderlig skat. Ingen anden kunstform har frembragt noget tilsvarende, fordi kirkesangen er knyttet til ordene og udgør en nødvendig eller integrerende del af den højtidelige liturgi.
Musikken er handling, ikke dekoration
Kernen i koncilets lære bekræfter kirkemusikkens tjenende funktion. Den hellige Pius X havde allerede peget på den i motu proprioet Inter sollicitudines. Jo tættere musikken knyttes til den liturgiske handling, desto helligere bliver den: den giver bønnen et skønnere udtryk, fremmer enstemmighed eller understreger højtideligheden i de hellige handlinger.
Musikken er altså en del af selve den liturgiske handling. Den må ikke reduceres til pynt. Ifølge katolsk.no lagde paven vægt på, at værdi måles ud fra relationen til liturgin, ikke ud fra selvstændigt kunstnerisk udtryk.
Sang bringer hjerter i samklang
At synge og spille i liturgin betyder at bringe sit hjerte i samklang med søskendes hjerter og med Gud. Det sker gennem aktiv deltagelse i det mysterium, der fejres. Sangen fremmer fællesskab, fordi mange stemmer får én fælles form. Den kan også give ord til det, der er svært at sige i almindelig tale.
Augustinus knyttede sangen til kærligheden: «Cantare amantis est» – den, der elsker, synger. Sådan åbnes hjertet for Guds virke i nåden, og mennesket formes af det, der synges.
«Den universelle Kirkes musikalske tradition har skabt en uvurderlig skatt. Når ingen annen kunstnerisk uttrykksform har frembragt noe som kan sidestilles med den, skyldes dette først og fremst at kirkesangen, som jo er knyttet til ordene, utgjør en nødvendig eller integrerende del av den høytidelige liturgi»
Citatet fra konstitutionen (SC 112) stod centralt. Det binder sangen til ordene og til menighedens fælles bøn. Spørgsmålet om musik får dermed både teologisk og pastoral vægt.
Katekesen i Vatikanet
Paven fortsatte sin gennemgang af Sacrosanctum concilium. Fokus lå denne gang på kirkesangens plads i gudstjenesten selv. Musikken skal tjene liturgin, samle de tilstedeværende og gøre kirkens bøn hørbar. Den åbner for nåden, men opgaven forbliver konkret: at bære bønnen og fællesskabet.
I danske sogne, hvor søndagsmessen ofte synges på dansk, mærkes den samme spænding mellem tradition og aktiv deltagelse. Katekesen pegede ikke på nye regler, men på den gamle tjenende rolle, som koncilet bekræftede.
