Oslo domkirke åbner dørene onsdag 9. september klokken 13 for kong Haralds gravfærd. Et minut stilhed dækker landet, mens klokkerne slår tre gange lige før og igen klokken 13.01. Kollektivtrafikken stopper i det minut mange steder.

Kisten har stået i Slottskapellet siden mandag 31. august, da kongefamilien bar den i procession gennem Slottet. Mange har allerede lagt vejen forbi for et sidste farvel. Domstolene indstiller arbejdet så langt det lader sig gøre. Utdanningsdirektoratet anbefaler, at skoler og børnehaver holder åbent; skolerne afgør selv, om eleverne skal se ceremonien på skærm.

21 skud fra ni stationer

Klokken 12 lyder sørgesalut fra Forsvarets ni saluttpligtige steder: Akershus festning i Oslo, Bergenhus festning, Fredriksten festning i Halden, Kongsvinger festning, Haakonsvern orlogsstasjon, Kristiansten festning i trondheim, Oscarsborg festning i Drøbak, Setermoen leir og Vardøhus festning i Vardø. Hver salut tæller 21 skud med 30 sekunders pause.

Lokale arrangementer og storskærme sættes op i blandt andet Oslo, Sarpsborg, Drammen, Alta og Melhus. Tv-transmissioner gør det muligt at følge med fra hele landet. Kardinal Christophe Pierre repræsenterer paven Leo XIV under gravfærden.

Rekviemmesse i St. Olav dagen efter

Torsdag fejres rekviemmesse i St. Olav domkirke i Oslo med bøn for kongens sjæl. Pater Ole Martin Stamnestrø, biskoppelig vikar for sjælesorg og gudstjeneste i Oslo katolske bispedømme, fulgte overførslen til Slottskapellet på skærm. «Det var fint å se», sagde han.

Katolsk.no har bragt oplysningerne om ceremonierne. Dagene giver anledning til at se på, hvad Den katolske kirke lærer om døden. Katekismen (1022) beskriver døden som afslutningen på det jordiske liv, ikke som menneskets endelige mål. Hvert menneske træder frem for Kristus og får sit liv prøvet.

Tre veje efter døden

Tre mulige udfald nævnes: øjeblikkelig salighed i himlen, en renselse før himlen, eller den endelige adskillelse fra Gud. I messen beder kirken for de døde og overlader dem til Guds barmhjertighed. Bønnen ændrer ikke troen på den yderste dom, men udtrykker ansvaret for de afdøde.

Håbet knyttes til opstandelsen. Credoet lyder: «Jeg venter de dødes oppstandelse og det evige liv.»