I Vatikanet har onsdagsaudienserne siden maj drejet sig om Andet Vatikankoncils dokumenter. Den 26. august kom turen til Sacrosanctum Concilium, teksten om liturgien. Emnet fører direkte ind i den konflikt, der i årtier er blevet kaldt liturgikrigene – uden at paven bruger det ord.

Crux har fulgt forløbet. Leo XIV har ikke navngivet lejrene. Han har i stedet trin for trin berørt, hvordan reformen skal forstås, hvad der gik skævt efter koncilet, og hvorfor nogle problemer stadig dukker op. Han synes at vide, at klar tale om liturgien også kan skabe modstand.

Reformen før koncilet

Behovet for liturgisk reform blev ifølge ham understreget af flere paver allerede før Andet Vatikankoncil. Dermed placerede han ændringerne i en længere kirkelig udvikling, ikke som et brud, der begyndte i 1960’erne.

The liturgical reform promoted by the Second Vatican Council is thus firmly rooted in the living tradition of the Church,

Han tilføjede, at liturgien er en levende størrelse og gennem århundrederne altid har været underlagt udvikling og forandring. Messens former har ikke været identiske i hele kirkens historie. Koncilet opfattede derfor reform som noget, der hører til kirkens liv – ikke som et brud med det forudgående.

Misbrug efter 1970

Han erkendte spændingerne, der fulgte, da messen ifølge Paul VI blev taget i brug i 1970. En korrekt forståelse af den nye ordning gør det ifølge ham muligt at afvise de misbrug, der fandt sted i dele af kirken i den postkonciliære periode. Sådanne misbrug forekommer stadig, når reformens principper trækkes til yderligheder eller misforstås. Den formulering holder både forsvaret for reformen og kritikken af overdrivelser i samme billede.

Han har talt om Sacrosanctum Concilium siden maj som del af sin første kateketiske serie om koncilets tekster. Liturgikrigene er ikke nævnt direkte. Allusionerne er der alligevel.

Problemerne fandtes før koncilet

Omvæltningen efter Andet Vatikankoncil bliver ofte diagnosticeret forkert, som om den havde én årsag. Problemerne lå der allerede. Mange præster, ordensfolk og lægfolk så behov for forandring. Andre reagerede imod udviklingen og søgte faste former i ældre praksis.

Få år efter koncilet ændrede mange gejstlige og ordensfolk deres teologiske holdning. En del forlod deres kald. Blandt dem, der blev, var både dem, der ville drive reformerne længere, og dem, der primært så tilbage på misforhold før koncilet. De, der forlod kirken, blev ofte mere liberale i praksis, holdt op med at praktisere – eller gik til mere konservative protestantiske samfund.

I årtier stod debatten om kirkens fremtid ofte mellem to veje: en mere liberal katolicisme eller en gudstjenesteform med evangelisk præg. Ingen af dem dækker hele billedet.

Forsigtig linje uden lejrnævn

Leos måde at tale på er afdæmpet. Han forsvarer reformens forankring i traditionen og medgiver samtidig, at gennemførelsen kunne føre til overdrivelser. Ingen side får hele fortællingen. Det undgår en forenklet opdeling mellem koncilets tilhængere og modstandere.

Problemerne før koncilet forsvinder ikke ved en tilbagevenden til ældre former alene. Misbrugene efter koncilet forsvinder heller ikke ved et forsvar uden forbehold. Den gamle regel om, at vejen ud undertiden går midt igennem konflikten, kan beskrive linjen: liturgien lægges ikke til side for at sænke temperaturen. Den behandles som del af kirkens historie – med både behovet for reform og følgerne af den i samme ramme.

For en dansk menighed, der hører messen på dansk om søndagen, er det den konkrete ramme, teksterne lander i: ikke slagord, men hvordan reform og misbrug holdes adskilt i praksis.