Synoderne i de østlige katolske kirker får nu udtrykkelig ret til at afsætte deres egen patriark, når der foreligger en alvorlig årsag. Beslutningen kræver dog fortsat pavens samtykke, før den kan træde i kraft.
Ordningen blev offentliggjort den 29. august i den apostoliske skrivelse Mutua Concordia, udstedt motu proprio. EWTN News oplyser, at dokumentet ændrer canones 106 og 126 i Codex Canonum Ecclesiarum Orientalium. Reglen gælder med det samme.
Samtykke fra paven forbliver afgørende
Synoden kan træffe beslutning om afsættelse. Patriarken skal have fuld mulighed for at forsvare sig for synoden. Den endelige godkendelse ligger ikke hos synoden alene. Paven beholder den eneste ret til at give samtykke til synodens afgørelse.
Biskopperne skal i en sådan krise kunne udøve kanonisk myndighed for at rette op på situationen. Samtidig skal ordningen sikre, at fædrene kan udtrykke deres valg frit og uden utilbørligt internt eller eksternt pres.
Brudt bånd mellem patriark og biskopper
Skrivelsen knytter indgrebet til forholdet mellem kirkens overhoved og dens biskopper. Den gensidige overensstemmelse mellem dem «is the soul of communion of the Eastern ecclesiastical hierarchy.» Bliver det hellige bånd uopretteligt brudt, opstår ifølge teksten en alvorlig skade, der kræver en løsning.
Proceduren er dermed tænkt til tilfælde, hvor den almindelige ledelse ikke længere fungerer. Synoden får et redskab, mens Den Hellige Stol beholder den afgørende kontrol over selve afsættelsen.
Østlige kirker som gave til den universelle kirke
I juni fremhævede Leo XIV de østlige katolske kirker som en stor gave til den universelle kirke, som ofte mangler kendskab til de forskellige kirkelige traditioner i egne rækker. Ved et møde med hjælpeorganisationer for de orientalske kirker sagde han, at det kristne Østen kun kan bevares, hvis det forstås. At miste den forståelse ville ifølge ham gøre kirken fattigere.
Den nye skrivelse gælder kirker med patriarkalsk struktur inden for de østlige katolske kirker. Synoderne får dermed en klar hjemmel til at handle ved alvorlig krise, uden at pavens rolle i den endelige godkendelse ændres.
