Ved Det Pavelige Gregorianske Universitet advarede kardinal Pietro Parolin, Den Hellige Stols statssekretær, den 28. oktober om, at totalitære krav lever videre efter 1900-tallets regimer. Nazisme, kommunisme og fascisme hører historien til, men fænomenet gør ikke, sagde han ifølge Vatican News. Det udspringer af fristelsen til at ville »være som Gud« og til at kontrollere, hvordan mennesker lever og tænker.
Parolin holdt åbningsindlægget på en international videnskabelig konference om Den Hellige Stol og 1900-tallets totalitære systemer. Konferencen er arrangeret af Gregoriana-universitetet og Den Pavelige Komité for Historievidenskab og varer til den 29. oktober.
Forhandlinger for at beskytte katolikker
I sin gennemgang af pontifikaterne fra Pius XI til Johannes Paul II beskrev Parolin Den Hellige Stols holdning til de totalitære systemer. Ifølge ham løftede regimerne samfundsklassen, racen eller staten op på Guds plads og skabte politiske religioner, hvor mennesket gik tabt i kollektivet.
For at beskytte katolikker under disse regimer valgte Pius XI først forhandlingens vej: med Sovjetunionen, det fascistiske Italien og Nazityskland. I marts 1937 udsendte han tre encyklikaer, der fordømte nationalsocialismen, kommunismen og det antikatolske liberal-socialistiske styre i Mexico.
Parolin fremhævede også, at Pius XII efter krigen trods sin bestemte antikommunisme søgte en aftale med »folkedemokratierne« Tjekkoslovakiet, Ungarn og Polen for at lindre de forfulgte katolikkers lidelser. Ifølge kardinalen var det de kommunistiske regimer, der afbrød dialogen.
Østpolitikken havde et religiøst mål
Under Johannes XXIII og Paul VI blev dialogen med Østeuropa en ny linje i Den Hellige Stols diplomati. Målet var ifølge Parolin først og fremmest at give den katolske kirke mere plads til at leve og virke i denne del af Europa, i bevidstheden om at de kommunistiske regimer ville bestå længe.
Kardinal Agostino Casaroli var den centrale arkitekt bag denne østpolitik. Parolin sagde, at den »væsentligt« bidrog til international afspænding, og at valget trods begrænsede resultater var rigtigt efter historikernes enstemmige vurdering.
Johannes Paul II afbrød ikke forhandlingerne med Østeuropa, understregede Parolin. Overbevist om de kommunistiske regimers svaghed satsede han samtidig på at mobilisere de kristnes samvittighed og styrke de europæiske folks historiske og kulturelle identitet. Ifølge Parolin var målet ikke blot kommunismens fald, men en rekristianisering af Europas folk – et håb, som kardinalen konstaterede ikke blev opfyldt.
