Jerusalem står i centrum, da Jesus ifølge Matthæus 16,21–27 begynder at sige rent ud, hvad der venter. De ældste, ypperstepræsterne og de skriftkloge skal lade ham lide meget. Han skal slås ihjel og rejses op på den tredje dag.
Disciplene har allerede undret sig over hans gestus og ord. Det, han nu siger, går længere end alt, de havde forestillet sig. Forventningen gik mod en triumferende Messias, der kunne knuse fjender – sådan som Salme 108,14 taler om sejr gennem Gud.
Peters bekendelse møder lidelsen
Kort forinden har Peter erkendt Jesus som den salvede, den levende Guds søn. Nu tager han ham til side og irettesætter ham. Reaktionen står i skarp kontrast til den trosbekendelse, han netop har aflagt.
«Gud fri dig, Herre! Dette må aldrig hende dig.»
I praksis lyder det: Jeg tror, du er Messias, men det er ikke sådan, man frelser verden. Iveren er ægte og kærlig, men den blander egen forestilling ind i troen.
Vatikanen gengav via Vatican News pavens ord før angelusbønnen søndag den 30. august. Han pegede på, at heller ikke for os er det altid let at forstå og acceptere Guds veje, især når de ligger langt fra vore egne.
Dialogen må ikke afbrydes
Peter lærer ifølge denne læsning ikke at afbryde samtalen med Herren. Ydmyghed og lydhørhed kræves, også når tingene ikke går, som man håber og ønsker.
At følge Jesus betyder ikke først at forstå hvert skridt. Det betyder at blive i dialogen og lade billedet af magt, sejr og frelse blive rettet. Evangeliet binder Messias til lidelsen – og til opstandelsen på den tredje dag.
Pavens pointe rettede sig videre end den ene episode: Hvad sker der med troen, når Guds svar ikke ligner det svar, mennesket havde ventet?
