Fra Beirut til Ain Ebel, Rmeich og Debl tager rejsen nu tolv timer eller mere. De tre kristne byer ved grænsen til Israel kaldes lokalt «modstandskraftens delta» og er de sidste beboede kristne samfund i området.
Almindelige veje er ødelagte eller spærrede. Indbyggerne kører derfor i organiserede konvojer gennem libanesiske kontrolposter og israelsk-kontrolleret territorium. Nogle kalder strækningen «vejen til Golgata». Catholic World Report beskriver forløbet.
Konvoj klokken fem om morgenen
Dagen starter omkring klokken fem. Omkring 30 biler og lastbiler samles, ofte med Caritas og FN-styrken UNIFIL. De medbringer humanitær hjælp. Første stop er en libanesisk hærpost. Passagererne skal blive i køretøjerne i timevis. De må ikke stige ud, heller ikke i sommerheden.
Derefter går ruten ind på veje under israelsk kontrol. Israelske flag står langs kanten. Soldater ses i bygninger, de har overtaget. Militærkøretøjer kører tæt forbi konvojen. Mange oplever det som ydmygende: de er i eget land, men venter på tilladelse fra en fremmed magt for at nå hjem.
Sometimes we wait an entire week to receive approval and be able to return to our village.
Havet ved Naqoura uden adgang
Ved Naqoura ses Middelhavet. Indbyggerne må ikke længere gå ned til vandet. Ny ventetid følger. Spørgsmålet er, om konvojen får lov at fortsætte, eller om den må vende tilbage til Beirut efter en hel dag på vejen. Ankomst til byerne kan ske efter klokken seks om aftenen.
Før krigen tog turen omkring to timer. Nu kræver den en fuld dag og undertiden mere. Konvojerne kører næsten dagligt.
Krig siden 2024 isolerer byerne
Kampene mellem Israel og Hizbollah voksede til fuld krig i 2024. Siden har beboerne mødt dødsfald, ødelagte huse og stigende isolation fra resten af Libanon. Lyd af luftangreb og spor på de omkringliggende bakker holder frygten vågen under kørslen.
Byerne ligger på frontlinjen i en konflikt, de hverken valgte eller støttede. At vende hjem er blevet en del af den samme belastning.
